paa en Stenmur inde i Skogen, just hvor jeg traf Dem, og da jeg fik Øie paa Dem, stod baade De og Stedet lyslevende for mig fra Drømmen, jeg blev helt angst.“
„Nu har jeg aldrig hørt noget saa besynderligt!“ mumlet han, og gjennem ham gik der en sælsom Vished for at denne unge Pige, var bestemt for ham.
„Pleier De at være sanddrømmende?“ spurgte han.
„Aa ja,“ smilte hun.
„Saa kan De se, det var forudbestemt, at vi skulde mødes idag.“
Hun blusset dybt, men svarede intet, ogsaa hun følte som noget mystisk skjæbnesvangert havde ført dem sammen. Hvor usigelig lykkelig hun kjendte sig som hun gik der med ham. Hun kunde synge op, juble i vilden Sky. Hun vidste ikke selv, at hun allerede havde gjort Skridtet ind i Kjærlighedens vidunderlige Eventyrland.
Muntert passiarende gik de frem gjennem den dunkle Granskog uden at ane, at en Person fulgte dem i Ly af Trærne.
Det var Lorents West. Han rasende paa den fremmede, unge Mand, der syntes at have vundet hans smukke Kusines Gunst.
Langt om længe aabnet Skogen sig ned mod Landeveien. Foran dem laa en stor, velbygget Gaard med en imponerende, gammelaristokratisk Hovedbygning.
