„Hun sover,“ lød en Kvindestemme, hun trodde at gjenkjende som Fru Felsbaks.
„Nog sofvar Flickan,“ lød en anden Stemme med tykt Mæle.
Da aabnet Maggi Øinene og saa det lyste ind gjennem en Aabning i den ene Væg.
Først trodde Maggi, at hun sov, og hun anstrengte sig for at samle sig.
Men nu skar en Lysning ind i Kammeret, en Skikkelse dukket ind og en Dør i Væggen hørtes at lukkes igjen.
I Dødsangst fo'r Maggi op, som hun saa den svenske Kaptein staa foran hende mørkerød i Ansigtet og med glasagtige Øine.
Hun vilde skrige, men Mælet svigtet hende, hun vilde løbe over Værelset, men før hun kom forbi ham havde han grebet hende i sine sterke Arme.
„Fortjusande Flicka!“ gryntet han og knuget hende ind til sig og kysset graadig hendes rene, jomfruelige Læber.
Den ulykkelige Pige kjæmpet fortvivlet imod, men snart svandt hendes Kræfter og der jog en Dødskulde gjennem hendes Hjerte ved Bevidstheden om at hun var redningsløst fortabt.
