den lille Sangfuglen?“ spurgte Gilbert harmfuldt den Fremmede.
„Jeg, skyder, hvad det behager mig, om det saa var et Menneske,“ svarede han med et grusomt Smil.
„Fy skam dig, Lorents,“ sagde Maggi.
„Skam dig selv,“ brummet han, sendte Gilbert et rasende, fiendtligt Blik, og med en hæs, haanlig Latter forsvandt han ind i Skogen.
„Hvem var det?“ spurgte Gilbert hende.
„Min Fætter Lorents, han har nu bestandig været en vild, slem Gut.“
„Stof til en Forbryder,“ tænkte Gilbert men han sagde det ikke.
Da de atter gik frem gjennem Skogen, vidste Gilbert at han elsket den unge Pige af hele sin Sjæl, og han aldrig vildes komme til at elske nogen anden end hende. Behøvede han vel at tøile om hendes Uskyld, hun var jo et Naturbarn helt gjennem.
„Hvorfor blev De saa bleg og forskrækket først De saa mig, Frøken West?“ spurgte han.
Hun blusset dybt og svarede: „Jeg kjendte dem igjen.“
„Har da vi to seet hinanden før?“ spurgte han overrasket.
„Det har vi vist ikke. Men forleden Nat drømte jeg om en ung Mand med lyse Knebler klædt just som Dem og med Botaniserkasse, jeg saa ham sidde
