Hun syntes hun stod nede ved Stibækken og ventet paa Gilbert, det var solblank Dag og Fuglesang i Skog og hun selv var saa lys i Sind. Derover paa den anden Side af Bækken, saa hun ham dukke frem mellem de grønne Siljebuske, han saa straalende glad ud og stanset paa Bredden, udbredte Armene mod hende og raabte: „Spring over til mig, min Elskede!“ Men just som hun vilde tage Spranget, mørknet Himlen til og hun veg tilbage idet Stibækken bruste op med en mægtig Vandmasse og var i et Nu en bred, rivende Elv med fossende Skumhvirvler. Gilbert var dødbleg og lod Armene synke. „Du kommer aldrig over!“ skreg det fra Elvens skummende Flade, og hun saa en vældig Hugorm bugtet sig frem. Den kom nærmere og hun saa at den bar Lorents Ansigt. „Du kommer aldrig over til Gilbert!“ skreg han. Saa sluktes alt hen i Mørke, og gjennem Natten lød der vilde Skrig af Fru Jensen, som var bleven vanvittig. „Prøvelsen har været mig for haard, da jeg mistet Mand min!“ skreg hun. „Du, Maggi, kan hellerikke bære din Prøvelse, du mister din Forstand som jeg!“ Skrækslagen gik Maggi ind i de sorte Skoger, tilsidst blev Mørket saa tæt, at hun ikke kunde se en Finger fremfor sig og hun stanset raadvild. Da dæmret en rødlig Lysen frem mod hende, og der lød hviskende Stemmer.
