frem og tilbage paa Gulvet, ventende paa at der skulde indtræffe noget, som kunde virke til hendes Redning.
Men intet indtraf, indefra lød munter, høirøstet Tale og Sang — hun gjenkjendte Fru Felsbacks, Jordemoderens og Svenskens Stemmer, men kunde ikke høre, hvad der blev sagt. Hun havde laast Døren, vidste, at de ikke kunde komme ind til hende, men tænkte sig til at Fruen ventet at Sulten skulde kue hende. Dog det havde hun foresat sig, hun vilde før dø af Sult, end nyde hverken Mad eller Drikke her i Huset.
Legemlig og sjælelig udtømt som hun var efter Dagens Strabadser og enerverende sjælelige Lidelser, kom nu Trætheden drivende stærkt over hende.
Nu vilde hun lægge sig til at sove rigtig godt og vaagne tidlig imorgen, naar Dagglansen faldt ned gjennem Tagvinduet til hende – vaagne med nye Kræfter og forsøge om det skulde være muligt at bryde Døren op og komme herfra, mens disse Nattens Mennesker sov sin tungeste Søvn.
Nu begyndte Tankerne at gaa i Sur for hende. Hun var altfor træt til at klæde sig af, men strakte sig fuldt paaklædt paa Sengen, og alle Sorger og Tanker sluknede i en tung Søvn.
Men længe varte det ikke, før hendes Søvn blev lettere, og der steg underlige Drømmebilleder frem for hende.
