du skal ikke blive et Haar bedre end nogen af dem, som luffer i Storthingsgaden ved Tolvtiden.”
Med disse Ord gik hun, smældte Døren i og satte Skodden for.
Neppe var hun borte, før Maggis tilkjæmpede Kraft svigtet hende og hun sank ned i Sengen og hulket.
Selv om hun haabet at slippe vel ud af dette, var det dog frygteligt alt, som hun, en ren, uskyldig Pige, var kommen ud for. Al Storbyens Styghed og Elendighed havde trængt sig ind paa hende og saaret hende paa Sjælen.
„O Gud, lad ikke Prøvelsen blive for stor!” higstet Maggi. „Jeg frygter alt for min Forstand.”
Da hun blev lidt roligere, hvisket hun for sig selv:
„Hvorfor skulde jeg træffe Gilbert og blive glad i ham og han i mig igjen? Jeg skjønner jo godt nu, at der aldrig kan blive noget mellem os to, men det er dette, som har bragt Forfølgelse og Ulykke over mig, skilt mig af med min Post hos Frøken Lammers, ødelagt mit gode Navn og Rygte og bragte mig hid, hvor jeg nu er, op i denne forfærdelige Stilling. Slipper jeg godt ud af dette, vil jeg sky Gilberts Veien og helst komme langt bort fra Kristiania, der nu synes mig som et Sodoma og Gomora.”
Skumringen tiltog, og Mørket sænket sig over Kvistværelset og den ulykkelige Pige, som drev rastløs
