end de andre har at stille op mod mig. Hvem kan vel komme dig tilhjælp her?“
„Det ved jeg, Frue,“ svarede Maggi med tindrende Øine. „Der er en, som fuldt ud kjender min Stilling her og vil komme mig tilhjælp naar Nøden er størst, ja, maaske allerede inat.“
„Og hvem er det, om jeg maa spørge?“
„Det er Gud!“ svarede Maggi med Blikket vendt opad.
Fruen satte i en skraldende Haanlatter.
„Nu, saa kald paa din Gud og bed ham befri dig,“ lo hun. „Lad mig faa se paa det.“
„Det kan De nok komme til.“
„Hahaha, jeg tænker din Gud er temmelig magtesløs her,“ haanlo hun.
Disse Ord oprørte heftigt Maggi, og hun sagde med lav Stemme.
„Ve dig du gamle Synderinde, naar du engang faar kjende Vorherres Magt, hans Haand er allerede løftet mod dig; ve dig, naar den falder paa dig, og du kaldes til Regnskab for alle de Menneskeliv du har ødelagt! Angerens og Naadens Dør vil være lukket for dig, og du vil dø midt i dine Lasters Elendighed.“
Fruen blev dødbleg og skjalv af Raseri og satte i en frygtelig Ed.
„Du skal faa se, dit dumme Fæ!“ hvinte hun, „at du kommer akkurat did, hvor jeg vil have dig
