„Jeg hører, De har kastet Masken nu,“ sagde Maggi foragtelig.
„Ja, min Kjære, lad os se paa Forholdene, som de nu engang er. Du er en meget smuk og velskabt Pige. Hvorfor skulde du saa slide dig ud ved at arbeide for en skarve Løn og tidlig blive gammel og hæslig? Nei, sligt er dumt, du skal gjøre det meste ud af din Ungdom og Skjønhed og leve i Herlighed og Glæde. Vi lever bare en Gang,“
„Nei, der er et Liv efter dette,“ svarede Maggi heftigt. „Hvad gavner det et Menneske om han vinder den hele Verden, men tager Skade paa sin Sjæl?“
„Jeg hører, du er bibelsprængt,“ haanlo Fruen.
„Sig mig, Fru Felsback, har De aldrig havt en Mor, hvis Minde er Dem dyrebart!“ vedblev Maggi alvorsfuldt manende. „Er intet Dem helligt her i Livet: Har De aldrig en Tanke paa Døden og det store Regnskab, der venter Dem?“
„Hold op med det, Jenta mi,“ lo den frivole Kone. „Dine Prækener er spildte paa mig. Lad os holde os til Virkeligheden. Du staar dig bedst paa at føie dig efter mig.“
„Jeg føier mig aldrig i Livet efter Dem,“ svarede Maggi bestemt.
„Saa gives der andre Midler til at tvinge dig til Lydighed.“
