„Kom nu, Barn,“ tillagde hun og tog Maggi ved Haanden og trak hende med sig ud gjennem Gangen ind i Salonen, hvor der sad en fed Herre med rødt Ansigt og mørkt Helskjæg.
Der laa noget glubende i det Blik, hvormed han slugte den unge, smukke Pige.
Fruen presenterede ham for Maggi som Kaptein Sundin og han hilste og haandtoges med hende.
„Undskyld mig et Øieblik,“ sagde hun og skyndte sig ud i Gangen, hen til Entrédøren.
Men der fandtes ingen Nøgle i.
Omtrent samtidig kom Fruen og Konen ud af hver sin Dør.
„Hvad er det?“ spurgte den første.
„Jeg skal ud,“ sagde Maggi, „ned og lægge et Brev i Postkassen.“
„Jeg skal gjøre det for Dem,“ tilbød nu Konen sig.
„Nei, jeg maa nok gaa selv,“ svarede Maggi bestemt. „Vær nu saa snil at laase op for mig.“
„Jeg maa virkelig spørge, hvad dette skal betyde,“ sagde Fruen, idet hun nu braat skiftet over i en ærgerlig Tone, „at du løber fra Selskabet paa denne Maade, naar du hører, at du kan faa Bud ned med denne Dame.“
„Jeg maa som sagt gaa selv,“ sagde Maggi, „og nu beder jeg Dem slippe mig ud.“
„Nei, nu faar du virkelig føie dig efter mig
