sætte Dem ned og hvile lidt efter den udstandne Sindsbevægelse,“ sagde han.
„Da maa vi først gaa et Stykke fra Ormen,“ mente hun.
De satte sig ned paa en Sten mellem mørke Graner.
To fremmede Mennesker kunde vel ikke blive bekjendte under mere eiendommelig, pikante og intime Omstændigheder end Gilbert og Maggi havde gjort og nu syntes de ligesom at have fundet hinanden i en Hast og passiarede saa let og frit sammen.
Han tog op af sin Botaniserkasse en liden Kurvflaske og skjænket hende Madeira i et Tinbæger, og hun lod sig nøde til at drikke det, efterpaa rakte han hende en Kjær.
Som de sad her, dukket en liden Bogfink frem af Buskene og blev siddende i Græsset og saa paa dem med sine smaa kloge Øine. Begge beundret de den, og da Gilbert tilkastet den nogle Kjærsmuler, pikket den dem op.
„Den ser jo næsten tam ud!“ jublet Maggi.
Nu fløi Fuglen op i en Busk. I næste Moment braget et Skud, og Bogfinken faldt død til Jorden. Frem mellem Trærne dukket en ung Mand med mørkt, frastødende Ansigt.
„Hvor kunde De finde nogen Glæde i at skyde
