Maggi følte sig saa svag og modstandsløs, at det ikke faldt hende ind at sige „Tanten“ imod.
„Ingen skal forstyrre dig, om du saa vil lægge dig tilro for Natten med det samme — du kan jo laase Døren indvendig. Kom nu, skal jeg hjælpe dig.“
Hun hægtet Kjolelivet op paa Pigen og trak det saa af hende, hjalp hende ogsaa med Skjørtet, men Maggi vilde beholde Ydertøiet paa.
Fruen saa paa hendes hvide Barm, prægtige Skuldre og velskabte Arme og sagde:
„Nu faar du lægge dig og sove saa godt. Laas Døren efter mig, og skulde det være noget du vil, saa bank i Væggen! Sov godt da, Barnet mit.“
Hun kysset Maggi paa Kinden og gik ud fulgt af hende.
Den unge Pige laaste Døren efter lende, hun følte sig tryg som en, der er kommen i sikker Havn, men idet hun gik tilbage til Sengen, traadte hun paa noget og tog det op.
Det var et blaat Brev, det samme som Fruen havde modtaget under Maaltidet. Hun havde mistet det.
Men som Maggis matte Øine faldt paa Udenpaaskriften gav det et Sæt i hende.
Her stod:
Fru Marie Felsback.
Disse Ord lysnet strax op i den unge Piges slumrende Sanser.
