Som hun anstrengte sig for at tænke rolig, kom Fruen ind og maalte hende med et forskende Blik.
„Se, nu har du faaet mere Farve i Kinderne. Befinder du dig bedre nu?“
„Storartet godt!“ svarede Maggi og brast i Latter.
„Ja, er det ikke deiligt at befinde sig vel, Ven min,“ sagde den elskværdige Dame og slog Armen om Livet paa hende. „Nu skal vi have det rigtig morsomt du, og saa tager vi os et Glas Punsch.“
Maggi sagde hende ikke imod, men da Punschen kom frem, og Glassene fyldtes i, drev der pludselig en instinktmæssig Angst over hende, og hun sagde:
„Nei, undskyld mig, men jeg kan nok ikke drikke noget stærkt nu, jeg er saa rar i Hovedet – jeg tror, jeg burde hvile mig lidt.“
„Nu, saa skal jeg føre dig ind paa dit Værelse, som er bestemt for dig.“
„Tak, det er godt.“
Hun førte Maggi ud paa Gangen og ind paa et lidet Værelse med Vindue oppe i Taget. Hele Bohavet bestod af en Seng, et lidet Bord og en Stol.
„Jeg har ikke møbleret det endda,“ sagde hun, „men det skal ske imorgen. Vil du ikke tage dig en liden Lur?“
„Tak, det kunde være godt,“ gispet Maggi.
„Nu skal jeg sige dig en Ting. Du skal klæde af dig, saa sover du meget bedre.“
