„Skaal, Tante!“
Dennegang tømte hun Glasset halvt ud.
„Vi skal have det rigtig hyggeligt sammen. Maggi, jeg skal ikke plage dig med altfor meget Arbeide.“
„Jeg er glad i at arbeide,“ svarede Maggi, der følte sig saa underlig i Hovedet.
„Men af og til har jeg Selskaber, og da gaar her muntert til. Værsaagod!“ Hun bød hende atter Fadet.
„Mange Tak, nu er jeg saa godt forsynet.“
„Velbekomme!“ sagde den nye Tante og hævet Glasset.
„Tak for Maden!“
Idet Maggi greb Glasset, gik der pludselig en Gigttrækning gjennem hendes Arm, hun tabte det, og det faldt i Gulvet og sloges istykker.
„Nei, hvad gjør jeg?“ raabte hun bestyrtet. „Hvor klodset jeg bærer mig ad. De maa virkelig undskylde mig.“
„Siger intet, min Kjære. Nu skal jeg hente dig et nyt Glas.“
„Nei gjør det ikke – jeg skal intet have. Jeg kjender allerede det jeg fik, i Hovedet.“
„Det kommer af at du er nervøs og overanstrengt, mit Barn. Nu skal vi have en Kop Kaffe.“
Hun ringte, Konen kom ind og fik Ordre, men det syntes Maggi, som Fruen sendte hende et eien-
