med det. Hun satte sig foran Maggi og skjænket saa i begge Glas af en mørkerød Vin.
„Skaal,“ sagde hun, „velkommen til mit Hus.“
„Tak,“ sagde Maggi og førte Glasset til Læberne og nippet til det. Vinen var sød og stærk.
„Nei, ved De hvad, min kjære,“ sagde Fruen, „en saadan Skaal drikker man ud.“
„Tak, jeg er saa lidet vant ved at nyde saadant,“ undskyldte Maggi sig.
„Det er fin, gammel Portvin, og De vil have godt af det, saa medtagen som De er. Men værsaagod forsyn Dem. De maa ikke forsmaa min tarvelige Mad.“
„Tak, det smager udmærket, Frue.“
De afbrødes ved at det ringte paa, strax efter kom Konen ind og leverede Fruen et Brev. Hun brød og læste det, mens Maggi spiste videre.
Tilsidst stak hun Brevet i Lommen.
„Nei, hvor underlig det er at tænke paa,“ sagde hun smilende, "at det er min kjæreste Venindes Datter jeg sidder tilbords med. Skal vi sige Du til hinanden?“
„Saa inderlig gjerne,“ smilte Maggi, hun fandt dette Forslag noksaa naturligt.
„Og De kalder mig Tante.“
„Tak, det vil jeg gjerne.“
„Skaal da, Maggi!“
