„Nei, jeg heder Maggi West.“
„Javist, Maggi var det!“ raabte den anden livlig. „Saa tog jeg ikke Feil da — jeg skal sige Dem, jeg kjender Dem igjen paa Deres Mama — ak, jeg kjendte hende saa godt. — Vi var Barndomsveninder og jeg reiste til Amerika nogle Aar efter De blev født. Jeg har seet Dem som ganske liden og baaret Dem paa Armen. Jeg hader Fru Flup.“
Maggi var bleven helt bevæget ved denne Tale.
„Sid ned, min Kjære, De ser saa træt og overanstrængt ud.“
Begge satte sig.
„For tre Aar siden kom jeg tilbage til Byen og begyndte Syetablissement her. Tilfældigvis hørte jeg tale om Dem af en af mine Sømmersker, og jeg grebes af en saadan Længsel efter at se min kjæreste Venindes Datter — jeg skulde saa gjerne sikret mig Deres Assistance. Men Herregnd, hvor bleg og daarlig De ser ud!“ tillagde hun i den kjærligste Tone og lagde Armen om hendes Skulder, „det er bestemt gaaet Dem noget forfærdelig haardt imod, mit kjære Barn.“
Disse Ord greb den ulykkelige, hjemløse Pige saa heftigt, at hun brast i Graad.
Fru Flup slynget Armen fast om hendes Liv, idet hun saa paa hende og sagde med øm Stemme:
„Ak saa fortvilet De græder! Det er nok langt værre end jeg tænkte dette. Betro Dem til mig som
