Hvor skulde hun vende sig hen?
Gaa hjem til Tanten og forlige sig med hende?
Nei, ikke for alt i Verden:
Hun maatte etsteds hen, hvor hun kunde sætte sig ned og hvile sig og tænke sig om.
Med vaklende Skridt gik hun nedover Langgaden og videre ned en af Tvergaderne.
Dernede skinte Sofienberg Gravlund hende grøn og fager imøde.
Ja, did vilde hun, der var Fred og Stilhed, der hvilte hendes Mor i Jorden. Hun vilde bede ved Moderens Grav.
For at komme did, maatte hun gaa helt rundt Kirken.
Neppe var hun kommen ind paa Kirkegaarden, før hun betages af en saadan Svimmelhed at hun maatte sætte sig ned paa den første Bænk hun kom til.
Hun støttet sit trætte Hoved mod Haanden og hensank i en halv Dvale.
Da lød pludselig en venlig Stemme i hendes Øre:
„Undskyld, De er bestemt Frøken West.“
Maggi fór op.
Overfor hende stod en ældre, velklædt Dame med et blidt Ansigt, hvem hun ikke kunde erindre at have seet for.
„Eller tager jeg maaske Feil?“ spurgte den Fremmede.
