Sulten begyndte at plage hende, da hun ikke havde spist noget siden imorges.
Da hun endelig naaede op til Rodeløkken, var hun Dødsens træt.
Hun banket paa hos Larsen, og det var den samme Kone, som lukket op for hende.
„Nei, er De der igjen da, Frøken West?“ sagde hun i en vranten Tone.
„Ja,“ svarede Maggi, „hvordan er det med Fru Larsen?“
„Hun er aldeles fra Forstanden.“
Idetsamme lød der et vildt Skrig indefra.
„Der kan De selv høre. Det bliver saa ordnet, at de kjører hende paa Diakonissehuset iaften. De har altsaa leiet Dere Logi nu?“
„Nei, det har jeg ikke.“
„Jeg troede det, eftersom De har sendt Bud efter Deres Kufferter.“
„Har jeg?“ raabte Maggi i Bestyrtelse.
„Ja, det har De da,“ mente Konen med et Blik paa hende, som om hun tvilte paa hendes Forstand. „Det er jo ikke mere end en halv Time siden Budet var her og hentet dem i Deres Navn.“
Maggis Hjerte sank ned i hende, og hun blev saadan tilmode, at hun ikke kunde faa et Ord frem, men bare stod der dødbleg med skjælvende Læber.
„Men var ikke Budet fra Dem da?“
