„Om end hele Verden bagtaler dig, saa ved Gud, at du er uskyldig, han er almægtig og vil nok vide at lade din Uskyldighed blive bevist. Gud har ikke glemt eller forladt sit Barn.“
Det gik hende som Sang gjennem Sjælen.
Hun saa op, ud mod den sollyse Sjø med de grønklædte Øer, og lidt efter lidt fyldtes hun med nyt Mod og ny Kraft.
„Nei, Gud har ikke forladt mig,“ mumlet hun og tørret Taarerne væk, „han vil nok hjælpe mig til at kjæmpe mig gjennem dette ogsaa.“
Hun reiste sig og saa efter Haandvæsken, som hun havde lagt fra sig paa Bænken.
Den var borte.
Hun saa ned paa Jorden, om den skulde være faldt ned.
Nei, den var der ikke. Nogen maatte have taget den da hun sad bedøvet af sin Sorg.
Hun tog sig ikke videre nær af det. De fem Kroner kunde hun nok undvære, hun havde Penge nok hjemme i sin Kuffert.
Nu vilde hun gaa hjem og høre, hvordan det var med Fru Larsen, kanske hun var bedre nu og de kunde blive boende sammen. Det skulde vel ikke falde hende vanskeligt at faa sig ny Beskjæftigelse, hun havde jo Attester fra tidligere Tjeneste.
Oplivet ved disse Tanker vandret hun opover.
