Endelig dukket hun frem af Smaaskogen, slank, svaiende, nydelig, vuggende i Hofterne, enkelt men smagfuldt klædt. Det var ham en vidunderlig Nydelse at se hende. Hun saa sig om til alle Kanter, raabte og kaldte paa sin Veninde, men fik intet Svar.
Under dette nærmet hun sig Stenmuren, hvor Gilbert sad. Pludselig saa hun op, og som deres Blikke mødtes, fór hun sammen og blev ganske bleg. Sky sænket hun Hodet og drev bortover og gav sig til at plukke nogle Blaabær.
Gilbert sad og pinte sin Hjerne, hvordan han skulde indlede Bekjendtskab med hende. Skeede det ikke nu, vilde han maaske aldrig finde hende igjen.
Da skvat han op ved at høre et Rædselsskrig fra hende. Der stod hun dødbleg og skjælvende, mens en svær, stribet Hugom pilsnart skar gjennem Lyngen ind i Stengjærdet.
„Blev De bidt af Ormen?“ spurgte Gilbert i Angst, idet han fôr op og nærmet sig hende.
„Ja,“ higstet den unge Pige, „den bed mig i Ankelen;“ hun holdt frem høire Fod med den flortynde, laxerøde Strømper og udringede Sko.
„Her er ingen anden i Nærheden, som kan hjælpe Dem,“ sagde han, „lad mig suge Giften ud af Saaret.“
Hun blev blussende rød. „Det gaar ikke an,“ sagde hun.
