Maggi Wests første Ungdom havde været lys og lykkelig, kun formørket ved Moderens Død.
Snil, flittig, trofast og elskværdig som hun var, havde alt, hun kom i Berøring med, vist hende Agtelse og Venlighed, ingen havde fornærmet hende, Stygheden havde ikke nærmet sig hende. Med lyst, freidigt Sind havde hun seet Fremtiden imøde. Og da Gilbert havde erklæret hende sin Kjærlighed, følte den unge Pige sig, som hun havde naad Lykkens sollyse Tinde.
Men lige efter havde Modgangen strømmet ind over hende. Først Lorents skamløse Forsøg, saa den skjændige Intrige, der havde drevet hendes Elskede bort fra hende og den Fælde, hun var blevet lokket i, hvorved hun havde faaet vide, at hendes Undergang var besluttet. Men det allerværste var, at hun nu var bleven jaget fra Tjenesten for Usædelighed, hun som aldrig havde gjort sig skyldig i noget saadant.
Dette syntes hende mere, end hun kunde bære. Taarerne styrtet hende fra Øinene.
Han, som havde været inde i Forretningen og spurgt efter hende, maatte have været en af dem, som arbeidet paa hendes Undergang. Alle Kamerater vilde tro saadant stygt om hende, og hendes gode Navn og Rygte vilde snart være ødelagt.
Hun sad her med det rene, skjære Hjerte knuget af Fortvilelse. Da var det som en Stemme hvisket i hendes Øre:
