nu aldrig taalt nogen Sindsbevægelse. Det bliver vel Sygehuset med hende.“
Maggi fulgte med ind i Stuen, hvor Madam Larsen laa i Vildelse og ikke engang kjendte hende, atter maatte hun tage til Graaten.
Hun forstod nok, at her ikke var blivende Sted for hende længere.
Tidlig paa Eftermiddagen gik hun til Byen. Hun tænkte at gaa indom Forretningen og arbeide nogle Timer der og samtidig tale med en Veninde Gina Blom, som hun tænkte sig til at faa dele Værelse med.
Da hun kom ind i Systuen, saa hun flere Øine rette sig besynderlig paa hende.
„Faar jeg tale lidt med Dem, Jomfru,“ sagde Frøken Lammers og trak hende med sig ind i Sideværelset.
„Hvorfor meldte De Dem hindret fra at komme idag, Jomfru?“ spurgte Frøken Lammers med et skarpt prøvende Blik paa hende.
Maggi blev blussende rød.
„Det var — et Ærinde,“ stammet hun.
„Hvadslags Ærinde, om jeg maa spørge?“ fortsatte den anden.
„Det — det kan jeg ikke sige.“
„De skulde møde en Herre?“
Maggi blev endnu mere rød og forvirret men svarede intet.
