Da hun naaede frem til Byen, tog hun med Trikken op til Rodeløkken.
Et lidet Ærinde, hun havde i Fjeldgaden, fik hende til at lægge sin Vei der, ellers havde hun mødt Gilbert, og da –
Ja, da vilde hele Dagen være bleven helt anderledes for hende.
Da hun banket paa hos Larsen, kom en fremmed Kone ud og aabnet.
Hun spurgte om Folkene var hjemme, og Konen fremkom helt uforberedt med hvad var skeet.
Meddelelsen virket som et Lynnedslag paa den unge Pige, ja, meget værre.
Om Morgenen havde hun seet Larsen rask og munter som altid, og ved Middagstid var han ikke mere.
Han, hendes elskelige Lærer, var gaaet hen til det Sted, hvorfra man aldrig vender tilbage, hun skulde aldrig se ham mere, aldrig mere hente sig Trøst og Opbyggelse hos ham — ikke som hun havde tænkt, finde sig et Hjem hos ham.
Da Konen saa, hvor heftigt dette gik den unge Pige nær, sagde hun:
„De er kanske Frøken West, som bor her paa Kvisten?“
„Ja,“ svarede Maggi og brast i Graad.
„Jeg er Søskendebarn af Mor Larsen,“ sagde hun, „og hun ligger fra sig selv og raser, hun har
