vendte det fintformede Hode lidt, saa han for sig et deiligt Ansigt med straalende mørkeblaa Øine, præget af en blendende Skjønhed og Jomfruelighedens rene, ædle Skjær.
Gilbert stod der helt beruset og stirret paa al den sansebetagende Skjønhed, der frembød sig for ham. Aldrig i Verden havde han troet at en ung Pige kunde være saa herlig velskabt, aldrig syntes han at have staaet overfor en mere vidunderlig smuk Ungpige – en Jomfrublomst i Knopbristning.
Hans Blod gik i Kog, men nu sanset han sig, at han maatte fjerne sig, førend hun opdaget ham og skræmtes ved Synet af ham, og med sagte Skridt trak han sig tilbage op gjennem Krattet, frem til Skogheien.
Gilbert Rambøll var en ufordærvet ung Mand. Denne lille Oplevelse havde gjort et dybt Indtryk paa ham og ligesom forvandlet alt for ham. Skogen, Naturen her var bleven saa stormende deilig, og som han tænkte paa den smukke, ubekjendte Pige var det ikke med noget urent Begjær, men med en angstfuld Henrykkelse; af hele sin Sjæl længtes han efter at gjense hende, tale med hende, lære hende at kjende. Han følte som en Angst for at hendes hjerte skulde tilhøre nogen, han kunde ikke unde nogen at eie hendes unge Kjærlighed.
Tilsidst satte han sig ned paa et Stengjærde og ventet spændt paa at hun skulde komme frem af Krattet.
