I sit stille Sind takket Maggi Gud for at hun var frelst ud af denne Fare, og hun tog den Beslutning at hendes Veie aldrig mere skulde krydse Gilberts. At hun inde i Byen skulde blive udsat for nogenslags Forfølgelse fra samme Kant, kunde hun ikke tænke sig.
Hun var ikke kommen langt, før hun indhentedes af en kjørende Bonde, hvem hun kjendte, da en Bror af ham var bosat paa Rodeløkken.
„Goddag. Frøken West, skal De indover til Byen?“ spurgte han.
„Ja. jeg skal det, Gundersen.“
„Vil De hænge paa med mig?“
„Mange Tak.“
Hun satte sig op bag i Vognen. Bonden havde en rask Hest, og det var en frisk Skyds hun nu fik ind til Byen.
De tog en anden Vei end den almindelige, som Gilbert og Widding nu benyttet sig af, derfor undgik de at blive indhentet af dem.
