Denne siden er korrekturlest
Ghaseler.
I.
Mangen dunkel stille Aften paa min Fremtid tænkte jeg,
Mangen frisk og deilig Morgen al min Fremtid skjænkte jeg.
Naar jeg gik tilsengs om Natten faldt en Verden over mig,
Naar mig Solen tidlig vakte alle Lænker sprængte jeg.
Ofte gik jeg paa Contoiret, flittig som et Pendeluhr
Og fuldproppet af Artikler over Loven hængte jeg –
Men, naar Fuglen ind ad Vinduet sang sin glade Frihedssang,
Sprang jeg op, og Bog og Akter hen i Krogen slængte jeg.
Naar jeg vilde Indlæg skrive som en Prokurator klog,
Uvilkaarlig alle Linier ind i Versform trængte jeg.
To Extremer ei forliges, hvo skal vige Pladsen her?
Saa jeg spurgte og min Tanke dybt i Grublen skænkte jeg,
Kunde dog ei Dybet lodde, var og blev en Mellemting:
Til det Ene, til det Andet hver en Udvei stængte jeg.
Mangen frisk og deilig Morgen al min Fremtid skjænkte jeg.
Naar jeg gik tilsengs om Natten faldt en Verden over mig,
Naar mig Solen tidlig vakte alle Lænker sprængte jeg.
Ofte gik jeg paa Contoiret, flittig som et Pendeluhr
Og fuldproppet af Artikler over Loven hængte jeg –
Men, naar Fuglen ind ad Vinduet sang sin glade Frihedssang,
Sprang jeg op, og Bog og Akter hen i Krogen slængte jeg.
Naar jeg vilde Indlæg skrive som en Prokurator klog,
Uvilkaarlig alle Linier ind i Versform trængte jeg.
To Extremer ei forliges, hvo skal vige Pladsen her?
Saa jeg spurgte og min Tanke dybt i Grublen skænkte jeg,
Kunde dog ei Dybet lodde, var og blev en Mellemting:
Til det Ene, til det Andet hver en Udvei stængte jeg.
