Side:Munch Ephemerer.pdf/72

Saa staaer han ved Liget med mandig Barm,
Og blikker djærvt gjennem Taaren,
Ham Trösten tilvifter sin Aande varm,
Han dvæler ei ene ved Baaren:
Thi Kjærlighed tröster ham tro i Skjul,
Erindring med ham har vaaget,
Og Haabet sidder som liden Fugl
Og kviddrer paa Kistelaaget.

---