Denne siden er korrekturlest
En Digters Sorg.
(Til Oehlenschlæger ved hans Datters Död.)
(Til Oehlenschlæger ved hans Datters Död.)
En Digter skaber sig selv et Land:
En egen underfuld Verden,
Hvorhen han flygter fra skyfuld Strand,
Fra Kvalmen, fra Hverdagsfærden.
Der sidder han paa sin Kongestol
Og Livet med Kunsten maaler,
Og samler i een klartskinnende Sol
De spredte, dæmrende Straaler.
En egen underfuld Verden,
Hvorhen han flygter fra skyfuld Strand,
Fra Kvalmen, fra Hverdagsfærden.
Der sidder han paa sin Kongestol
Og Livet med Kunsten maaler,
Og samler i een klartskinnende Sol
De spredte, dæmrende Straaler.
Men endnu er han ikke tilfreds
Med alle de luftige Skatte,
Og i sin evige Tryllekreds
Sit Jordliv vil han indfatte;
De Kjære vil han end fængsle til
Sit Liv med en varig Flamme,
Og Maleriet han lösne vil
Udaf den knugende Ramme.
Med alle de luftige Skatte,
Og i sin evige Tryllekreds
Sit Jordliv vil han indfatte;
De Kjære vil han end fængsle til
Sit Liv med en varig Flamme,
Og Maleriet han lösne vil
Udaf den knugende Ramme.
Men tvinge Naturens stærke Vold –
Det Ingen paa Jorden kunde:
Det Ingen paa Jorden kunde:
