Denne siden er korrekturlest
Den förste Sorg.
(Hertil et Staalstik.)
(Hertil et Staalstik.)
Den lille Lotte tænkte paa Alt og Ingenting,
En Sommerfugl hun svæved' i Solens Guld omkring,
I sine gule Lokker hun Vaarens Krone bar,
Som hendes Blik var Sjælen saa lyseblaa og klar.
En Sommerfugl hun svæved' i Solens Guld omkring,
I sine gule Lokker hun Vaarens Krone bar,
Som hendes Blik var Sjælen saa lyseblaa og klar.
Hun kjælte for sin Moder, hun var sin Dukke tro,
Hun saae paa sine Klæder og sine röde Skoe;
Men over Alle elskte hun dog en liden Fugl,
Som Fader havde fanget paa Sneen sidste Juul.
Hun saae paa sine Klæder og sine röde Skoe;
Men over Alle elskte hun dog en liden Fugl,
Som Fader havde fanget paa Sneen sidste Juul.
Den sad og frös i Vindvet, i Vinterkuld og Vind,
Og saae saa bönligt just i den varme Stue ind:
Da ströede Fader Korn ud og lokked' den dermed
Og tog den ind i Huset til Pleie og til Fred.
Og saae saa bönligt just i den varme Stue ind:
Da ströede Fader Korn ud og lokked' den dermed
Og tog den ind i Huset til Pleie og til Fred.
Men Lotte var lyksaglig, alene hun fik Lov
At pleie og at passe den lille Gjæst fra Skov:
Hun bragte den sin Föde, hun dyssed' den i Blund,
Snart lærte den at pikke af hendes röde Mund.
At pleie og at passe den lille Gjæst fra Skov:
Hun bragte den sin Föde, hun dyssed' den i Blund,
Snart lærte den at pikke af hendes röde Mund.
