Denne siden er korrekturlest
Og fra hans öine synligt gik af Ild to lyse Strömme,
Mens disse korte Vredesord han slynged' ud i Natten:
Mens disse korte Vredesord han slynged' ud i Natten:
Ha! spörger du om jeg har hört de græske Frihedskrige?
Elendige! see denne Haand, see disse blanke Vaaben,
Dem har jeg brugt paa Scios vel, ved Hydra, Missolunghi,
Mens du og dine Lige laae og skjalv for Tyrkens Svöbe.
Jeg stod i Spidsen af mit Folk, man kaldte mig en Klephter.
Jeg var blandt dem, der vaagned' först, da Friheds Morgenskuddring
Gik kraftig fra Peloponnes henover Hellas Dale.
Og da vi havde kjæmpet Een mod Tusinde for Frihed,
Og da vi havde givet Huus og Barn og Viv for Frihed,
Og da vi havde offret Blod, vort Hjerteblod, for Frihed –
Og alt Halvmaanen blodigröd sank under Horizonten:
Da maatte vi ei binde selv de blodigtvundne Krandse,
Da maatte vi ei raade selv paa vore Heltes Grave;
Men Nordens giftigkolde Magt da tog sig naadigst af os,
Og satte höit en fremmed Dreng paa vore Krigstrophæer,
At spise af vor dyre Frugt og lege med vor Hæder,
Og brede fremmed Sprog og Skik som Riimfrost over Landet –
Det kaldte man at hjælpe os, at sörge for vor Frihed.
Sligt kunde jeg ei holde ud, en ægte Pallikaros;
Jeg flygted' fra min egen Jord, den Jord jeg selv befried',
Og gik landflygtig længe om i fjerne, kolde Egne,
Elendige! see denne Haand, see disse blanke Vaaben,
Dem har jeg brugt paa Scios vel, ved Hydra, Missolunghi,
Mens du og dine Lige laae og skjalv for Tyrkens Svöbe.
Jeg stod i Spidsen af mit Folk, man kaldte mig en Klephter.
Jeg var blandt dem, der vaagned' först, da Friheds Morgenskuddring
Gik kraftig fra Peloponnes henover Hellas Dale.
Og da vi havde kjæmpet Een mod Tusinde for Frihed,
Og da vi havde givet Huus og Barn og Viv for Frihed,
Og da vi havde offret Blod, vort Hjerteblod, for Frihed –
Og alt Halvmaanen blodigröd sank under Horizonten:
Da maatte vi ei binde selv de blodigtvundne Krandse,
Da maatte vi ei raade selv paa vore Heltes Grave;
Men Nordens giftigkolde Magt da tog sig naadigst af os,
Og satte höit en fremmed Dreng paa vore Krigstrophæer,
At spise af vor dyre Frugt og lege med vor Hæder,
Og brede fremmed Sprog og Skik som Riimfrost over Landet –
Det kaldte man at hjælpe os, at sörge for vor Frihed.
Sligt kunde jeg ei holde ud, en ægte Pallikaros;
Jeg flygted' fra min egen Jord, den Jord jeg selv befried',
Og gik landflygtig længe om i fjerne, kolde Egne,
