Side:Munch Ephemerer.pdf/52

Forbauset blev jeg meer og meer, men skyndte mig og sagde:
Vi kysse Ingens Födder nu, og vi har ingen Pascha;
Frit er vort kjære Grækenland, et deiligt Kongerige,
Og mit Athenen kalder man med Rette Hovedstaden.
De dumme Tyrker drev vi ud, og jog dem over Grændsen,
De flöi i store Sværme bort, og komme ei tilbage;
Og kjærligt tænkte man paa os i Tydskland eller England,
Og sendte os, Gud veed hvorfra, en fiin og smekker Konge –
Han kom her med et prægtigt Hof, Ministre og Baroner,
Soldater bragte han og med i skjönne Uniformer,
Dem see vi nu med Jubel paa og glædes ved det Hele,
Og er et frit selvstændigt Folk med egen Kongekrone.
Nu da jeg haver sagt dig Alt, fortæl du nu mig ogsaa:
Hvo er du? og i hvilken Krog af Verden har du skjult dig,
Begravet i Kimmerien, blandt evig Iis og Taage,
At du ei hörte Rygtet gaae med Bulder over Jorden
Om denne græske Ild og om de græske Frihedskrige?

Da rörte sig den Gamle stærkt, og heftigt op nu sprang han,
Mod Nattens Himmel slog han kjækt den stolte aabne Pande,
Og i den gamle Porticus som en Athlet han stod der.
Den lange Kappe voldsomt faldt tilbage over Skuldren,
Sin Arm han strakte kraftigt frem, med heftige Gebærder,