Side:Munch Ephemerer.pdf/35

Hvor blege Aander mödte
Hinanden paa en Grav.
Skarpt truede mod det Höie
Den sorte Klippeskal,
Kun Maanens stille öie
Græd over Norges Fald.

Behængt med Iischrystaller
Stod Fjeldet dumt og dödt;
Men i de indre Haller
Sov Livet sundt og rödt.
Nor sov i Mag derinde,
Han var ei död endnu,
Snart skulde hans Morgen rinde
Op over Fjeldets Gru.

I Frankrig blussed' en Flamme
Op af den gamle Jord,
Og flöi som et Lyn med det samme
Henover Land og Fjord.
Den brændte i Ynglingens öie,
Den ulmed' i Mandens Bryst,
Og flagrede mod det Höie
I ung og jublende Lyst.

De gamle Lænker, de rustne,
En Dæmon af Armen skar,
Om Hjertet er Skjællene brustne,
Om Tanken er Luften klar.
Frihedens tusinde Tunger
Have den samme Klang,
Rundt om Europa runger
Den herlige Morgensang.