Side:Munch Ephemerer.pdf/32

Snart hvislede Offerblodet
I Altrets hellige Ild.
Gyldne Ringe de satte
Om Billedets stive Arm,
Og pynted' med Sydens Skatte
Dets kolde Graasteensbarm.

Nu drog de Alle tilbage
Til gamle Fædrenehal,
Begyndte de vante Dage,
Og drak som man var gal.
Der var fast ingen Forandring,
Man havde kun rört sig lidt –
Slig en Morgenvandring
Gav dog god Appetit.

Saa blev de ved at fægte,
At vexle Horn med Skjold –
Aldrig kan man dog nægte,
Det var en egen Old.
Vel var den röd og blodig,
Som Pands'ret haard og stiv;
Men ogsaa rask og modig,
Og aanded' Kraft og Liv.

Tilsidst dog blev den gammel
Og skrumped' synlig ind –
Da kom der og en vammel
Og lummer Sydenvind.
Den trængte ind i Barmen,
Bortblæste Heltens Mod:
Slappet blev ham Armen,
Og tykt hans röde Blod.