Denne siden er korrekturlest
Nu kviddrer atter Livets Sang
Og stiger frisk af Hjertets Trang.
Og stiger frisk af Hjertets Trang.
Hvo veed, om sligt ei forberedes
I Mulm og Skjul, Gud veed hvorledes,
Her i vort eget Fædreland?
Ialfald man ei nægte kan,
At der er stille nu i Norge
For Sang og Digt blandt Fjeldets Borge –
Imedens ellers Alt florerer
Og Frihedssæden sig formerer,
Og djærvt og hvast man debatterer
I Storthingssalen, overalt,
Hvor Handlingskraft paa Sindet faldt.
Maaskee nu Poesien henter
Ny Kraft af disse Elementer,
Og blot endnu forsigtig venter,
Til Gjæringen har sat sig lidt
Og Folket bliver mere blidt.
Da stiger den vel op en Dag
Af Folkelivets Bölgeslag –
Og fylder op de norske Fjelde
Med Sangens Lyst og Sangens Vælde.
I Mulm og Skjul, Gud veed hvorledes,
Her i vort eget Fædreland?
Ialfald man ei nægte kan,
At der er stille nu i Norge
For Sang og Digt blandt Fjeldets Borge –
Imedens ellers Alt florerer
Og Frihedssæden sig formerer,
Og djærvt og hvast man debatterer
I Storthingssalen, overalt,
Hvor Handlingskraft paa Sindet faldt.
Maaskee nu Poesien henter
Ny Kraft af disse Elementer,
Og blot endnu forsigtig venter,
Til Gjæringen har sat sig lidt
Og Folket bliver mere blidt.
Da stiger den vel op en Dag
Af Folkelivets Bölgeslag –
Og fylder op de norske Fjelde
Med Sangens Lyst og Sangens Vælde.
Imidlertid er man tilmode
I Overgangens Periode,
Som om man havde lidt tilgode:
Man mærker kun de dröie Kræfter
Og ei den Frugt, man sukker efter.
Men allerværst og ilde faren
Er dog for Tiden Digterskaren,
Som ei kan om det Gamle hegne
Og ei det Nye sig tilegne.
I Overgangens Periode,
Som om man havde lidt tilgode:
Man mærker kun de dröie Kræfter
Og ei den Frugt, man sukker efter.
Men allerværst og ilde faren
Er dog for Tiden Digterskaren,
Som ei kan om det Gamle hegne
Og ei det Nye sig tilegne.
