Side:Munch Ephemerer.pdf/21

Og andre stive Former stöbes –
Eet Middel er der kun tilbage:
Det Tidens andre Bröst maa tage: –
Kort, Poesien maa gjendöbes.

Ja, den maa ned i Tidens Ström.
Vil den opvaagne af sin Dröm.
Afkaste maa den al sin Glands,
Sin laante, stive Flitterkrands –
Afkaste maa den selv Corsetter
Og trange Skoe og Jernblanchetter;
Og bævende, og barnligglad
Gaae nögen i det kolde Bad,
Kjækt dukke i de salte Bölger,
Saa Skummet over Issen dölger,
Og Livets Kilder atter gaae
Til Hjertet og til öiets Blaa.

Og naar da Poesiens Daab
Har vakt et södt og deiligt Haab,
Og Verden i Forventning hviler
Saa taus, som naar en Sommeregn
I Morgentaagen stille smiler
Og aander alt den nære Regn –
Da stiger hun af Havet ene
En anden Anadyomene:
Det vaade Haar til Barmen klæber,
Der sidder Smiil paa röde Læber,
Og fra det blye, halvaabne öie
Gaaer Livets Straale mod det Höie.
Og tusind Fugle hilse hende:
Nu kan de Sanggudinden kjende