Side:Munch Ephemerer.pdf/20

Jernflidens pralende Trophæer,
Og mangt et lille slebet Digt
Om Ydmyghed og Dyd og Pligt.
Men Politikken – Gud bevares! –
Selv Tanken kan ei her forsvares,
Man holder sig til hvad er vigtigt,
Æsthetiskreent og kunstnerrigtigt.

Kun Skade dog at deres Sange,
De meest lojale, troe og lange
Har dog en Feil, og den er slem:
At Ingen gider höre dem.
Og jeg fortænker ikke heller
Det unge Folk i, at det bytter
Kunst med Natur, og heller lytter
Til Tidens mægtige Noveller,
Som Livets Alvor selv fortæller.
Der gaaer en frihedsdyb Choral
Henover Tidens unge Val,
Og Vaabenklang og kraftig Tale
Gjenlyder i de grönne Dale.
Hvor Under, at man ikke mærker
Til Kunstens eftergjorte Lænker,
Som kvinkelere hen i Taaget,
Om Verden larmer nok saa broget.

Saa kan det ikke blive længer;
Thi Livet til sin Sangmöe trænger:
Frels hende af sit Fangeslot!
Hun er ei död, hun slumrer blot.
Det hjælper ei, at Lærde skikker
Sig til at skrive Æsthetikker,
Derved kan nye Lænker kjöbes.