Side:Munch Ephemerer.pdf/17

Som Kjæmper for det Gamle staae.
Det er de ægte Professores,
De haarde skimlede Doctores,
Som Intet kunde bide paa.
Dem har ei nogen Tid forbedret,
De trumfe endnu i Kathedret
Og præke for de tomme Bænke,
Og mærke ei, og vil ei tænke,
Skolaren længst har brudt sin Lænke.
Hör, hvor de stöie udenfor
Og juble paa en solvarm Slette
Og Livets Krands om Haaret flette –
Mens Doctor sidder indenfor,
Og seer i stövede Autores,
Og lærer sine Skygger Mores.

Saa gjennem Verden, Led for Led,
Gaaer Livets friske Kilde ned;
Hist bruser den med Fossens Skum,
Hist sniger den sig endnu stum –
Og Flammer slaae fra Livets Indre,
Som gjennem Tidens Öine tindre
Med Funklen, större eller mindre.
Flygt selv her til vort Nordens Krog:
Her finder du Tidskjæmpen dog,
Her svinger han sit blanke Sværd,
Som bider hvad er Eggen værd.

Jeg tænker dog, een Region
Vel slipper denne Reaction.
Den staaer for höit for Tidens Gjæring,
Og vrager denne dröie Næring
Og alle færske Nyhedstegn.