Denne siden er korrekturlest
Mit Födeland.
Hvor i Verden jeg gaar, om i Syd, om i Vest,
Det er dog ei min hjemlige Strand,
Thi det Fjeld, som jeg saae i min Barndom, er bedst:
Jeg er stolt af mit Fædreneland.
Det er dog ei min hjemlige Strand,
Thi det Fjeld, som jeg saae i min Barndom, er bedst:
Jeg er stolt af mit Fædreneland.
Ei fordi der er Pragt i den vilde Natur,
Ei for Klippens den eensomme Gru;
Ei fordi der er Gjenklang af Oldtidens Luur
Mellem Fjeldenes Vægge endnu.
Ei for Klippens den eensomme Gru;
Ei fordi der er Gjenklang af Oldtidens Luur
Mellem Fjeldenes Vægge endnu.
Thi det lader vel skjönt naar den skinnende Bræ
Staaer mod Himlen i Aftenens Glöd –
Det er deiligt i Birkenes lysgrönne Læ,
Ak! men al denne Skjönhed er död.
Staaer mod Himlen i Aftenens Glöd –
Det er deiligt i Birkenes lysgrönne Læ,
Ak! men al denne Skjönhed er död.
Og jeg elsker vel höit vore Fædres Bedrift,
Og hvert Sagn driver Blod i min Kind,
Dog jeg seer kun dets Kraft end i Steen og i Skrift:
Den er stor, men den er ikke min.
Og hvert Sagn driver Blod i min Kind,
Dog jeg seer kun dets Kraft end i Steen og i Skrift:
Den er stor, men den er ikke min.
O! men Folket, som lever med mig paa een Dag,
Det er mit, er mit Födelands Lyst –
Og Naturen er skjön kun ved Hjerternes Slag,
Som en Blomst paa den Elskedes Bryst.
Det er mit, er mit Födelands Lyst –
Og Naturen er skjön kun ved Hjerternes Slag,
Som en Blomst paa den Elskedes Bryst.
