Sidste Numer af Illustreret Nyhedsblad indeholder en Panegyrik over Statsraad Birch-Reichenwald, der i Formen skal være en Fortsættelse af en i Bladets forrige Numer paabegyndt Biografi af Statsraaden, men ved sin hele Fatning gjør Indtrykket af en selvstændig Afhandling, og endog typografisk synes at være betegnet som hidrørende fra en forskjellig Forfatter. Vi dele ikke Forfatterens Beundring for Statsraad Birch-Reichenwald, hvem vi tro at kjende temmelig nøie, og da Omstændighederne unægtelig have givet denne Mand en overordentlig stor Indflydelse paa vort hele Statslivs Gang, finde vi det ogsaa Umagen værd at underkaste Spørgsmaalet om Statsraad Birchs indre Berettigelse til den Magt, han indehaver, en nærmere Drøftelse. Almenheden har virkelig Ret til at spørge, hvem den Mand er, og hvad man har at vente af ham, i hvis Hænder Landets Ve og Vel i en saa væsentlig Grad ligger. Thi det er ikke ved Folkets Stemme, at Birch-Reichenwald er kaldet til sin Plads i Kongens Raad; ei heller er det som Kjæmper for store Principer, at han har designeret sig selv som Manden til disses Gjennemførelse. Statsraad Birch-Reichenwalds eneste Adkomst til sin Post er hans Majestæt Kongens personlige Yndest; intet andet. Folket veed intet om Statsraad Birch.
Det fremherskende Grundtræk i den hele Birch-Motzfeldtske Families Charakter er en afgjort Retning mod det Personlige, forenet med en usædvanlig stemt Lidenskabelighed. Dette Grundelement fremtræder hos de forskjellige Individer paa en forskjellig Maade, alt efter Charakterernes Forskjelligheder iøvrigt; men man vil ved hvert eneste Medlem af denne til vort offentlige Liv i saa mange Henseender knyttede Familie finde, at hans hele Standpunkt, alle hans Meninger og Ønsker derved ere bestemte. Hos Statsraad Birch-Reichenwald er det Lyst til at have Magten, hvorpaa hans hele Væsen bestandig har været rettet. Denne Lyst er i sig selv aldeles berettiget, ifald Magten opfattes som et Middel; selv som Middel blot til Vedkommendes egen Ophøielse maa en Stræben efter Magten respekteres, naar det sker paa en ærlig Maade. Men dette er ikke Tilfældet med Birch-Reichenwald. For ham er Pragten Øiemedet; han vil have Magten blot for selv at have den; han er mere herskesyg end ærgjerrig. Denne særegne Sjælsretning har netop sin Forklaringsgrund i det ovenanførte Charaktertræk, i Forbindelse med hans Charakters helt igjennem negative Væsen. Det eneste Positive, han nogensinde har villet og vil, det er at have Magten; spurgte man ham, hvortil han agtede at bruge den, vilde han vistnok blive forlegen for Svaret, eller maatte snarere ikke forstaa Spørgsmaalet.
Det er saaledes langt fra, at Statsraad Birch i nogen Henseende kan betegnes som en Personlighed. Naar Forfatteren i Nyhedsbladet siger, at den Omstændighed, at han har været istand til at absorbere den offentlige Opmærksomhed i den Grad, som han har gjort, noksom vidner om, at han maa være en sjelden udrustet Personlighed, da er dette en kjendelig Tilsnigelse. Det er alene Bevidstheden; om, at Statsraad Birch-Reichenwald er hans Majestæt Kongens Yndling og almægtige Minister, som er Grunden til, “at han i de 2 Aar, han har siddet i Kongens Raad, har været det Midtpunkt, hvorom al politisk Diskussion hertillands har dreiet sig“. Birch-Reichenwalds personlige Mening og Villie har aldrig haft synderlig Betydning i den offentlige Diskussion; men nu, da man veed, at han formaar at sætte sin Villie igjennem, er man nødt til at betragte ham som en Auktoritet og det af aller øverste Rang. Den samme Auktoritet vil han beholde, den almindelge Opmærksomhed vil vedblive at være fæstet paa ham i uformindsket Grad, netop saa længe som han beholder sin personlige Indflydelse hos hs. M. Kongen; men heller ikke et Øieblik længer. Som Privatmand vilde Birch-Reichenwald aldrig kunne spille nogen fremtrædende Rolle i vort politiske Liv, netop fordi han ikke er nogen virkelig hel Personlighed.
Mærkeligt nok er det i denne Henseende at sammenligne Statsraad Bireh med virkelige politiske Personligheder, f. Ex. Stang eller Schweigaard. Ingen af disse Mænd har nu nogen umiddelbar Myndighed ved Afgjørelsen af vore offentlige Anliggender. Men ikke destomindre hver Gang nogen Sag af større Vigtighed staar paa Dagsordenen, skal man høre, at der strax spørges: Hvad siger Stang? Hvad er Schweigaards Mening? Men aldrig har det faldt Nogen ind før 1857 at spørge: Hvad siger Birch-Reichenwald om denne Sag?, og det uagtet man vel vidste, at Birch lige fra sin tidlige Ungdom stadig arbeidede mod det Maal at blive Minister, og uagtet man vistnok ogsaa i Almindelighed troede, at han engang vilde blive det. Der har længe været megen Tale om Expeditionssekretær og Amtmand Birch, men dette har blot været af den Grund, at man vidste, at han var Kandidat til Ministerportefeuillen, og Diskussionen har ogsaa altid alene dreiet sig om hans personlige Værdighed eller Uværdighed; men aldrig har han, før han virkelig erholdt Magten, været Gjenstand for den offentlige Diskussion som en Auktoritet, hvis Meninger havde nogen særegen Vægt i selve Sagen, blot fordi de vare hans.
Statsraad Birch-Reichenwalds hele Væsen er af negativ Beskaffenhed. Der er ingen Sag, hvorfor han arbeider, intet Maal, hvortil han stræber, – undtagen det at have Magten. Som Expeditionssekretær i Kirkedepartementet indbragte han et Styrelseslystem, som er blevet traditionelt, bestaaende i at holde Forretningerne i Orden og udfolde megen Virksomhed, men Intet at gjøre. Som Amtmand i Smaalehnene, hvor der dog var et saare rigt Feldt for en ung Mand med hans administrative Indsigter og Arbeidsdygtighed, udrettede han Intet, tog aldrig Initiativet til nogen Ting, men holdt Forretningerne ypperligt gaaende. Som Amtmand i Akershus ligesaa. Som Medlem af Jernbane-Direktionen optraadte han i den bekjendte Strid om Ansættelse af en kontrollerende Ingeniør med en rosværdig Kraft og Bestemthed; men ogsaa her gjaldt det ingen egentlig Sag; det var sin Mening om et paa Bane bragt Administrationsanliggende, som han forfegtede med sin vanlige Ihærdighed, men selve Foranstaltningens Nødvendighed havde allerede praktisk vist sig, og Ideen var heller ikke udgaaet fra ham. For ham existerer der egentlig ingen Sag, men kun Forretninger.
Et mærkeligt Træk i Birch Reichenwalds Charakter, hvilket ved første Øiekast kan synes noget modsigende, er, at denne Mand, der er saa skinsyg paa sin Myndighed og som vil herske overalt, dog selv saa let lader sig beherske af Andre. Forklaringsgrunden hertil ligger netop i hans Negativitet i Forbindelse med hans afgjort personlige Retning. Da for ham Bevidstheden om at have Magten er det Væsentlige, er han, saalænge man erkjender ham som den, paa hvis Villie det alene kommer an, let at bevæge til at gaa ind paa en Andens Mening. Men vil man derimod sætte sin Mening op imod hans, da kjæmper han paa Liv og Død og giver sig aldrig. Vi kunde fra hans Tid som Amtmand anføre Exempler paa, at han formelig har havt Yndlinger, der, uagtet de saavel fra Evnernes som Indsigternes Side stode langt under Birch-Reichenwald, dog kunde, som man siger faa ham til hvad de vilde, medens han var døv imod Forestillinger fra Andre i Sager, som de aabenbart maatte forstaa bedre end han, blot fordi disse optraadte direkte imod ham. Og dog have vi intet Øieblik betvivlet, at hans Villie til at ramme det Rette har været lige god i det ene som i det andet Tilfælde. Men han har aldrig formaaet at anskue nogen Sag i og for sig med de for eller imod samme talende Grunde, uden i Forbindelse med den Person, fra hvem hin udgaar, og den Maade, paa hvilken disse fremkomme.
En almindelig Anke mod Statsraad Birch, som endog hans bedste Venner ikke kunne afvise, er hans bestandige Hang til Intriger. Forfatteren i Nyhedsbladet tillægger Birch “en usædvanlig Kløgt, hvor det gjælder at finde Udveie for at naa Maalet“; men hermed er alene en enkelt Side ved hans Organisation betegnet. Birch Reichenwald styrer aldrig lige imod noget Maal, just fordi han aldrig har noget positivt Maal, eller nogen hel Sag, hvorfor han arbeider. Netop paa Grand af sit negative Væsen og sin rent personlige Tendents maa han nødvendig se sig om til høire og venstre, og bestandig gaa ad Omveie, hvad enten det saa behøves eller ikke; den lige Vei strider mod hans Natur.
Men, vil man spørge, hvorledes er det da muligt, at Birch-Reichenwald, med saa store Mangler i sin hele Organisation, dog har kunnet gjøre en saa glimrende Karriere og erhverve den almægtige Indflydelse, som han besidder. Dette kunde dog synes allerede i og for sig at maatte vidne om, at han er en mere end almindelig dygtig Mand. – Hertil svare vi, at vi aldrig have bestridt Statsraad Birch-Reichenwald Dygtighed i og for sig. Det er alene Statsmanden, vi her bedømme, og som saadan anse vi Birch-Reichenwald for en ganske underordnet Personlighed. Forklaringsgrunden til hans Ophøielse maa alene søges i vore hidtil lidet udviklede politiske Forholde, hvor de Egenskaber, der danne Statsmanden, have været lidet paaagtede, hvor en Ministers og en Fuldmægtigs Stilling kun har været betragtede som graduelt forskjellige Embeder, – i Forbindelse med Birch-Reichenwalds høist behagelige ydre Væsen og hans usædvanlige Forretningsdygtighed. Hvad det Første angaar, da kjende vi Faa eller Ingen, der i sin hele Fremtræden har saa meget indtagende og vindende som han. Den fuldendte Urbanitet viser sig ved første Møde. Den rent personlige Retning i hans Karakter gjør ham i denne Forstand til en virkelig farlig Personlighed. Og ved Siden af dette er Birch-Reichenwald, ligesom sin hele Familie, et hjertensgodt Menneske. Intet Under derfor, at han har mange hengivne Venner. Men dette vidner ingenlunde, som Nyhedsbladets Forfatter mener, om nogen “særegen Magt i hans Personlighed“, – men viser blot, at han som Privatmand er høist elskværdig, hvilket ogsaa vi til Overflod af egen Erfaring kunne bekræfte. “Bitre Fiender“ derimod betvivle vi meget, at Statsraad Birch har; han har vistnok tidligere kunnet havt enkelte Uvenner, og har i sin nuværende Stilling mange forbitrede Modstandere; – Men denne Forbitrelse er mere fremkaldt af Indignation end af Had. Birch-Reichenwald med al sin Magt imponerer altfor lidet til at kunne hades. – Som Forretningsmand udmærker Birch-Reichenwald sig ved en Hurtighed i at sætte sig ind i en Sag, Lethed i at rede sig ud af Forviklinger og Takt til at undgaa Vanskeligheder, som vistnok faa Andre besidde. Vi kunne ogsaa her tale af egen Erfaring; vi have seet Expeditioner fra Birch-Reichenwalds Amtmands-Tid i temmelig vanskelige Sager, udfærdigede med hans egen Haand og saa godt som paa staaende Fod, hvilke efter vor Dom maatte kaldes fuldendte. At Birch-Reichenwald saaledes af sine Foresatte snart blev erkjendt for et usædvanlig brugbart Subjekt, og at han ved Befordringen i Departementet gik foran alle Andre, var høist forklarligt. Han var netop i høi Grad brugbar. Men den bestandige Tendens til at skyde enhver Realitet fra sig og altid holde sig Ryggen fri, der hos en underordnet Embedsmand ikke saa meget kommer tilsyne, og mangen Gang kan være en ret nyttig Egenskab, bliver aldeles fordærvelig for den, der skal staa i Spidsen for en Administration. Her kommer det mere an paa at handle end at expedere, og ofte er det bedre at gjøre noget galt end intet at gjøre. Vi tro for vist, at Birch-Reichenwald vilde været en ganske udmærket Foged under en Amtmand som Aall.
