Men ligger der dog ikke bag alt dette en Frygt for Positivismen og Materialismen? tror vi ikke, at den vil overvælde os, naar den kommer fram paa Katetret? har Sandheden da ikke en indre Magt, der tilslut lader den seire uden vor Hjelp? I det hele og store forholder det sig ganske vist saaledes, Sandheden kommer til Slutningen til sin Ret og spreder alle Vildfarelser; men hele Slægter kunne gaa tilgrunde under denne Kamp, og vi bære Ansvaret for hver enkelt af vore Disciple.
Jeg vil forsøge at kaste et Blik paa, hvorledes denne Kamp egentlig staar, og hvilken Udsigt, der er til at overvinde vor Tids Materialisme; der gaar store og dybe Strømninger i Aandens og Tankens Verden, og vi iagttage kun, hvad der sker paa Overfladen, men jeg vil minde om nogle Tegn, som vise, at der indenfor Naturvidenskaberne optræder en Skepsis, der er ligesom hist og her Tegn til en begyndende Reaktion. Den Tvivl og skarpe Kritik, som hidtil har været anvendt i Filosofien og imod den hellige Skrift, begynder at komme frem i Naturvidenskaben. Der har maaske ogsaa i Naturvidenskaben været altfor stor Tro paa Autoriteten. Jeg vil ønske, at vor Tids Naturforskere kjendte Pastels lille Afhandling om Autoritet i Videnskaben og i Religionen. Jeg skal fremhæve et Par Træk, der vise, at indenfor den rene Naturforskning, en saadan Skepsis kommer frem.
Den berømte Fysiolog du Bois Raimond holdt ved Naturforskermødet i Leipzig 1873 et Foredrag, der vakte den største Opmærksomhed; det handlede om Grænserne for den naturvidenskabelige Erkjendelse; disse søgte han at stille meget snevre og fremforalt absolut i Modsætning til den Retning af Naturvidenskaben, der ingen Grænser vil erkjende, der tror, at vi er istand til med vort svage og blendende Syn at erobre de store Sandheder. Jeg læste nylig en Afhandling i et af de Tidsskrifter, hvor den moderate Positivisme føres frem, skrevet med Talent og i et fuldendt Sprog. Den handlede om Striden mellem den moderne Videnskab og den kristelige Religion, og man kunde høre ligesom en Seierstone gjennem den Afhandling. Men den sluttede paa en ganske mærkelig Maade. Det heder: Kampen er uundgaaelig; af denne Kamp er alt i vor Tid afhængig. Et Kompromis er ligesaa umuligt som mellem Panseret og Projektilet. Projektilet maa gjennembryde Panseret; men — lægger Forfatteren til, og der kommer ligesom en stille Tvivl op i hans Sind — det er jo muligt, at Projektilet falder magtesløst ned fra Panseret.
De Resultater Naturvidenskaben bringer os, pleier vi at betegne som sikre; man taler om vore Sansers ubedragelige Vidnesbyrd, man tillægger dem fuld og ubetinget Troværdighed. Mange Kjendsgjerninger fra det daglige Liv vise Sansernes Upaalidelighed. Naar vi holde paa en Jernbanestation og et andet Træn kommer forbi os, tror vi, at vort Træn gaar eller rettere sagt, se vi, at det gaar, og det andet staar stille. Vi kunne ikke skjelne Lyden af den fjerne Foh fra Blodet, der suse for vort Øre. Det er af Fysiologerne paavist, at der ved alt, hvad vi opfatte med Synets Sans, findes Urigtigheder, der ere eiendommelige for hvert Individ. Altsaa ved de Iagttagelser, vi gjøre med vore Sanser, kan der være Grund til sterk Tvivl; men vi pleie dog at anse vore Slutninger som ubetinget rigtige, og dens Resultater som uimodsigelige. En af den moderne Naturvidenskabs første Mænd, Liebig, har, et Par Aar, før han døde, holdt en Festtale, hvor han gav et Overblik over Naturvidenskabernes Fremskridt; deri forekom mærkelige Ytringer. Han paaviste, hvorledes de naturvidenskabelige Sandheder ikke ere definitive og afsluttede, men hvorledes de efterhaanden udvides og fuldkommengjøres. Tilsyneladende klare Slutninger kunne indeholde store Vildfarelser. Han minder om det Sted hos Aristoteles, hvor der omtales, at nogle lærte, at Stjernerne svævede frit, men, sagde han, enhver Ting, der ikke er fæstet til noget — altsaaa Stjernerne Sfærerne, som de gamle mente — maatte dog falde ned. Nu vilde jo ethvert Barn smile, om man talte saa, og dog er i Aartusinder Erfaringerne fra det daglige Liv gaaet i samme Retning. Mangen Slutning, vi gjør i Naturvidenskaberne, er maaske ikke korrektere, end hin var.
Vi kan ogsaa fra et andet Synspunkt begrunde en Skepsis i naturvidenskabelig Retning, og det er fra Naturvidenskabens Historie. Vi behøver kun at gaa tilbage 1 a 200 Aar, og overalt vil vi træffe paa Vildfarelser, som nu bringer os til at smile. Man antog Ting, som var saa besynderlige, at vi nu neppe kan tro, at indsigtsfulde og dygtige Videnskabsmænd nogensinde kan have hyldet Meninger af den Art. Skulde der da være nogen Grund til at antage, at den nuværende Naturvidenskab er mere definitiv? Uagtet de store Fremskridt og Erobringer, Naturvidenskaberne har gjort, er der uendelig meget, som staar tilbage, og der tør være meget tvivlsomt og urigtigt i de Sætninger, der nu opstilles som Axiomer.
Endelig vil jeg anføre det sidste, og som jeg tror, stærkeste Argument, som kan reises mod den naturvidenskabelige Forsknings Trængen imod paa fremmed Omraade; det er, at hele den moderne Naturvidenskab i Grunden intet har forklaret, men kun bragt os flere og flere Gaader, den har beriget med Kjendsgjerninger, men naar Talen er om Forstaaelse og Forklaring af disse, saa staar man ligesaa uvidende som nogensinde tidligere; jo flere Kjendsgjerninger en Naturforsker har samlet, desto større er Antallet af uløste Problemer, og deri ligger just Videnskabernes Begrændsning. Vi kan give denne Begrændsning hvilken Betegnelse vi vil, maaske som Kant har sagt: Begrænsning med Kategorier. Sikkert er det, at der er uigjennemtrængelige Mure, hvorimod man altid støder. Vi kan tage de mindste Gjenstande i Naturen: et Sandkorn, som en almindelige Iagttager gaar ligegyldig forbi. Naar Fysikeren sænker Lyset ned i det lille Krystalfragment, bøies og spredes Straalerne i farvede Ringe og Kredse. Molekylernes Ordning og Sammenhæng og Krystallisationsfænomenet ere ligesaa vidunderlige som uforklarlige, og dette Sandkorn kan fortælle os en hel lang Historie; har det i sin Tid været flydende ved Ilden, eller er det afsat af Vandet der i lange Tidsrum er sivet gjennem Klippespalterne? Hvorledes er saa Krystallen knust, og ad hvilke Veie har saa Vandet og Isen ført det med sig? Kemi, Fysik og Geologi anstrænge sig forgjæves for at løse disse Spørgsmaal. Et lidet Stykke af et Blad gaar enhver anden ligegyldig forbi; men naar Naturforskeren ser paa det med bevæbnet Øie, forsvinde den ensartede grønne Farve, han ser et fint Netverk af regelmæssige Celler, og indeni hver Celle en Masse, der fremvise eiendommelige endnu ikke forklarede Bevægelser, han ser smaa Kugler, som, naar Sollyset falder paa dem, begynder at arbeide og danner de Stoffe, hvoraf Planten bestaar. Jo skarpere de Instrumenter bliver, hvormed vi undersøger, desto flere og større blive Gaaderne. Fra dette Standpunkt som Skepsis i Naturvidenskaben tror jeg Kampen maa føres, men den maa føres i Ydmyghed, i Erkjendelsen af de snevre Grændser, der er sat for al menneskelig Viden. Jeg haaber, at ingen af de Unge vil opfatte mine Ord, som om jeg vilde sætte en Grænse for den naturvidenskabelige Forskning eller afskrække fra dens Studium. Det kunde jeg ikke gjøre. Jeg har saa at sige maattet tale mod min egen Sag. Men jeg undervurderer ikke Naturvidenskabernes Studium, jeg sætter det saa høit som nogen. Jeg vil blot minde om, hvorledes de binde sine Dyrkere. En Mand kan under alle Forhold i Verden blive sløvet og kan glemme sine kjæreste Interesser, men den, der engang har bundet sit Sind og sine Tanker til Naturvidenskabens Studium, glemmer det aldrig; det giver en stedsevarende Ungdom. De, som arbeider med dem føler dog stadig Modstanden, man arbeider ligesom i et fiendligt Land; vi har altid en Følelse af vor egen Ufuldkommenhed og manglende Viden. Men undertiden faar Naturforskeren denne Følelse af Naturens store Harmoni; vi staa altid ligeoverfor og nærved noget uendeligt stort og mægtigt. Man staar ligesom overfor Gud i Naturen; jo mere vi læse i denne Naturens Bog, desto klarere og mere tindrende blive Bogstaverne og desto dybere dens Indhold; men de største og for Mennesket megtigste vigtigste Sandheder naaes ikke ad denne Vei, det ligger høiere og udenfor al Naturforskning. Det vilde, tror jeg, være urigtig, om ikke dette blev fremholdt af selve Naturvidenskabens Dyrkere. Jeg vil ligeoverfor de unge Mænd, for hvis Udvikling vi nu bærer Ansvar, naar de kommer frem og aflægger det Løfte, hvorved de optages i den akademiske Stand, minde om, at dette er det andet Løfte, de aflægger, at dette Løfte ikke er større eller høiere; men at Troskab mod det tidligere og første og kan forenes med videnskabelige Fremskridt, med andre Ord, jeg haaber, at Ungdommen vil bevare den Aand, der er gaaet igjennem vort Universitet fra dets Anlæg og gjennem disse mange Aar, det har virket til Ære og Held for vort Fædreneland.
