Side:Morgenbladet 14. februar 1861, nr. 45.djvu/2

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

en i sin Haand og lede den i den af ham anviste Retning, mon forekomme Enhver ubegribeligt. – Sagens videre Gang er bekjendt nok og vedkommer ikke det foreliggende Emne.

Birch-Reichenwalds Forhold under Statholdersagen er forsaavidt ret mærkeligt, som det viser, hvorledes hans hele Væsen forandres, saasnart nogen Sag antager en personlig Retning. Saa ængstelig han ellers er for at tage afgjørende Skridt, saalænge det gjælder Sagen, saa lidenskabelig energisk bliver ham saasnart Personen kommer med i Spillet, og naturligvis fremfor alt, hvor det gjælder ham selv. Da frygter han ikke det høieste Spil. – Storthingets Beslutning angaaende Statholderembedets Ophævelse var, som bekjendt, i Virkeligheden Birch-Reichenvalds Værk. Uagtet Statholderskabet, især for Navnets Skyld aldrig har været nogen synderlig populær Institution i Norge, har man dog heller aldrig anseet den som nogen farlig Sag. Man vidste, at den var foranlediget ved Foreningen, og man vilde naturligvis nødig røre ved noget af hvad dertil hørte; man forudsaa, at dens Ophævelse vilde sætte adskilligt ondt Blod blandt Svenskerne, og man troede, at Kongen personlig var derimod. Selv at forandre Grundloven var i og for sig noget, som man ikke gjerne gjorde. Og da man nu vidste, at Statholderembedets Besættelse med nogen svensk Mand for Eftertiden vilde være en fuldkommen Umulighed, ansaa man den hele Sag for altfor ubetydelig til at strides om. Hvorvel man ikke betvivlede Norges Ret til at ophæve dette Embede, var der dog Mange, som fandt, at det ikke var værd at gjøre det, og Følgen heraf dem at Forslaget paa Storthinget 1857 ikke engang opnaaede den nødvendige Pluralitet. Paa Storthinget i 1859 vilde Sagen rimeligvis have faaet samme Udfald, hvis ikke Birch-Reichenwald gjentagende havde forsikret Repræsentanterne om det ugrundede i disse Betænkeligheder: han havde personlig forvisset sig om, at Svenskerne nu erkjendte, at vi havde Ret; de indflydelsesrigeste Mænd i det svenske Statsraad, Hamilton, Manderstrøm og Gripenstedt, delte vor Anskuelse; H. M Kongen vilde bifalde Statholderembedets Ophævelse. At Birch-Reichenwald ogsaa heri havde Ret, kan vist ikke betvivles. Der var vist Ingen enten i Norge eller Sverige, som anede de store Dimensioner, som dette i sig lidet væsentlige Spørgsmaal siden antog som Følge af de fanatiske Agitationer i den svenske Rigsdag og Presse. Det vilde saaledes være høist uretfærdigt at tillægge enten Birch-Reichenwald eller nogen Anden Skylden for den Ydmygelse, som vi led derigjennem, at H. M. Kongen fandt, af Hensyn til den stærke Ophidselse i Broderriget, at burde afgjøre en Sag, som Høistsamme selv erkjendte for udelukkende norsk, tvertimod hvad baade han og det norske Storthing.ansaa for det rette. Og i hvad der i Sagen var det Væsentlige, vandt Norge en fuldstændig Seir. I Resolutionen af 4de April 1860 erklærede Kongen, at han vilde “foretage Sagen til endelig Afgjørelse i det norske Statsraad“ og at “de af det norske Statsraad udtalte Anskuelser i alt Væsentligt stemmede med Hs. Majestæts egen Opfatning“; men at “H. M. dog, efter den seneste Tids Erfaringer, ikke kunde antage, at det beleilige Tidspunkt endnu var forhaanden“. Der var vistnok Mange, som troede, at den norske Statsraadafdeling i Stockholm ved en kraftigere Optræden kunde have hidført et for Norge endnu gunstigere Resultat; dog dette er i alle Fald noget, som nu Ingen kan vide. Men vist er det, at Statsraadsafdelingens, og in specie Birch-Reichenwalds Optræden ved denne Anledning ikke i nogen Henseende var forskjellig fra den almindelige, naar Statsraadet indstiller en Sag til Hans Majestæts Sanktion. Der var hverken Tale om eller Anvendelse for nogen særlig Kraftytring eller om nogen Protokoltilførsel, der kunde have bragt enten den Enes eller Andens “Øine til at gnistre“. I Statsraadet den 24de Marts erklærede Statsraadsafdelingen sig enig i den norske Regjerings Indstilling om, at Storthingsbeslutningen burde sanktioneres, erklærede, at Sagen vistnok var et rent norskt Anliggende, men bemærkede, at de dog, af Hensyn til Hs. Majestæts Stilling som Konge i Sverige, havde fundet det rettest, at afvente Udfaldet af den svenske Rigsdags Forhandlinger; – og i Statsraadet den 4de April henholdt Statsraadsafdelingen sig simpelt hen til sit tidligere Anførte, med Tilføiende, at forsaavidt noget Hensyn skulde tages til den fra svensk Side paa Bane bragte Revision af Unionsforholdene, fandt Statsraadsafdelingen at burde udtale som sin Overbevisning, at en videre Udvikling af Rigernes Forening til fælles Bedste vilde blive væsentlig lettet just ved Bifald af den foreliggende Indstilling, medens et modsat Udfald høiligen maatte befrygtes at ville i saa Henseende virke hemmende i en længere Fremtid. Dette er dag saa tamme Tilførsler, som Nogen kan forlange. Det eneste Særegne ved Birch. Reichenwalds Forhold til den Sag var, at han, medens Diskussionen varede, havde en mere end almindelig god og skarp Pen her i Christiania til sin Bistand, hvilken Omstændighed det vistnok i væsentlig Grad maa tilskrives, at den norske Presses Behandling af Spørgsmaalet erholdt en Fasthed og Præcision, der neppe var uden Indflydelse paa Sagens Udfald.

Men efterat Sagen var afgjort, da det norske Storthing fandt at burde nedlægge sin Protest mod den svenske Rigsdags uberettigede Indblanden i Norges indre Anliggender, og da derunder Statsraadsafdelingens Forhold blev Gjenstand for Drøftelse, under hvilken den Anskuelse, at en kraftigere Optræden havde været ønskelig, vandt Pluralitet inden Kommitteen, – da det saaledes gjaldt Statsraadsafdelingens Personer, – da optraadte Birch-Reichenwald paa en Maade, som vistnok ikke alene “vilde have bragt Carl Johans Øine til at gnistre af Raseri“, men som neppe vilde være bleven taalt af nogen Konge, der ikke havde næret personlig Godhed for Vedkommende, og derfor var mere end almindelig tilbøielig til at vise ham Overbærenhed. Da nemlig Hans Majestæt meddelte sin Resolution i svensk Statsraad den 7de April i Anledning af den svenske Rigsdags Skrivelse, meddelte Høistsamme derunder, at han “med Hensyn dels til Rigets Stænders Beslutning og dels til det svenske Statsraads eenstemmige Mening“ havde fundet sig foranlediget til i norsk Statsraad den 4de s. M. at nægte Sanktion paa Storthingets Beslutning, – hvortil Hs. Ex. den svenske Justitiæstatsminister bemærkede, at Statsraadet ansaa Bestemmelsen om Statholderposten i Norges Grundlov for at angaa begge Riger, og at det i den fattede Beslutning, saaledes som den nu var bleven Statsraadet meddelt af Hs. Majestæt, saa et fornyet Bevis paa Hs. Majestæts Tilbøielighed til at imødekomme det svenske Folks Ønske og Omsorg for de forenede Rigers Bedste. Protokollen over dette Møde var ikke bestemt til Offentliggjørelse eller engang til at meddeles Stænderne, men alene i sin Tid Konstitutionsutskottet. Ikke desto mindre havde den norske Statsraadsafdeling med Birch-Reichenwald i Spidsen, da den fik Nys om det Passerede, den Dristighed at begive sig til Kongen og affordre Høistsamme Protokollen over hvad der var forhandlet i det svenske Statsraad, og da dette konfidentielt blev dem meddelt den 19de April, forlangte de det den følgende Dag meddelt officielt. I norsk Statsraad den 21de April skede derefter hine berømte Tilførsler, “at Statsraaderne havde opfattet Hs. Majestæts Diktamen i det norske Statsraad den 4de April saaledes, at Statholdersagen ikke var noget unionelt Anliggende; at de, dersom denne Opfatning ikke var rigtig, nu nedlagde deres Embeder; og at, naar Hs. Maj. ikke meddelte dem Afsked, vilde denne Opfatning af Hs. Majestæts Erklæring blive fastholdt“. Denne Tilførsel blev derefter af Hs. Maj. Kongen bifaldt. Protokollen over det Forhandlede i det svenske Statsraad den 7de April og i norsk Statsraad den 21de April blev derefter pr. Telegram meddelt Storthinget samme Dag som Mistillidsadressen skulde foretages, hvilket havde tilfølge, at Sagen blev remitteret Kommitteen til fornyet Indstilling, hvorefter Sagen afgjordes den 23de April med det bekjendte Udfald, at ingen Misbilligelse udtaltes i Anledning, af Statsraadsafdelingens Forhold. – Men hvilken fornuftig Hensigt havde det at optræde paa en saa djerv, man kan næsten sige voldsom Maade mod Hans Majestæt Kongen personlig, og til hvad Øiemed underkastede man Kongen den personlige Tort, som her fandt Sted? Naturligvis ene og alene for at frelse Statsraadsafdelingens Medlemmer fra det truende Mistillidsvotum, der vilde have skilt dem ved deres Embeder. Sagen selv var jo i enhver Henseende endelig og uforanderlig afgjort. Storthingets Beslutning var nægtet Sanktion; men Hs. Maj. havde i norsk Statsraad utvetydig erklæret, at han i alt Væsentligt delte de af Statsraadet udtalte Anskuelser om denne Sag, altsaa baade betragtede den som udelukkende norsk og i Realiteten som rigtig, og “derfor gjerne vilde have imødekommet Storthingets og Statsraadets Ønske, naar Tidspunktet dertil forøvrigt var fundet beleiligt“, men at Hans Majestæt imidlertid “efter den seneste Tids Erfaringer“ ikke antog, at et saadant Tidspunkt endnu var kommet. Hvad mere kunde man saa forlange. Kongens Meddelelse i det svenske Statsraad: at Sanktionsnægtelsen paa den norske Storthingsbeslutning var foranlediget “af Hensyn til Stændernes Beslutning og det svenske Statsraads Mening“ indeholdt jo slet intet andet, end hvad allerede var sagt i det norske Statsraad: at Hans Majestæt “efter den sedneste Tids Erfaringer“ ikke antog, at det beleilige Tidspunkt endnu var forhaanden. Og om man end nok kunde tænke sig, at de mere direkte og detaillerede Udtryk i Tilførselen i det svenske Statsraad ikke havde faaet sin Tilværelse uden ved et Tryk fra Svenskernes Side, saa var jo dette noget, som man baade let kunde forklare sig og let finde sig i, da Sagens Realitet i ethvert Tilfælde ligefuldt var slaaet urokkelig fast: Hvorfor skulde man da komme med denne upassende, forcerede Optræden bagefter, undtagen for at vise det norske Storthing, der havde Statsraadernes Embeder i sin Haand, at Statsraadsafdelingen i fornødent Fald nok kunde optræde kraftig, om det saa var mod Hans Majestæt Kongen selv.

Naar Forfatteren i Nyhedsbladet i denne Sags Udfald vil se en betydningsfuld parlamentarisk Seir for Birch-Reichenwald, da tvivle vi paa at han deri vil finde synderligt Medhold. Birch-Reichenwald selv vilde vistnok betakke sig for at vinde mange saadanne Seire. Den almindelige Mening, selv blandt hans mest ivrige Forsvarere, var ganske vist, at ingen af Statsraadsafdelingens Medlemmer var sin Stilling voxen; men Pluraliteten fandt, at Stillingen var saa vanskelig, at dette maatte holdes dem tilgode, og at man endnu mindre retfærdigen kunde straffe dem derfor. Mistillitsvotumets Forkastelse var altsaa langt fra noget Tillidsvotum, men nærmest at sammenligne med hvad man i Retssproget kalder Frifindelse for videre Tiltale.

Sammenfatte vi nu Resultaterne af de hidtil givne Skildringer af Birch-Reichenwalds Karakter og Standpunkt i det Hele, saa fremgaar det heraf, at Birch-Reichenwald er en Mand med god Villie og megen Forretningsdygtighed, men ingen Statsmand; at han er i Besiddelse af gode administrative Indsigter, men paa Grund af sin Negativitet og personlige Retning, lidet skikket til som Leder at staa i Spidsen for en overordnet Styrelse; at han i den Stilling, som han nu beklæder, efter de Auspicier, hvorunder han er indtraadt i den, gjør og nødvendigvis maa gjøre megen Stade. Vi maa bede udtrykkelig bemærket, at for at vinde den rette Opfatning af Birch-Reichenwalds Virken som Minister, maa man betragte det hele Forhold i dets Totalitet. Vi gjentage det: det er ikke saameget det, at han er bleven Statsraad i og for sig, som vækker Indignation, som de Omstændigheder, hvorunder han er bleven det; var han bleven Statsraad f. Ex. dengang da Manthey blev det, vilde hans Stilling ikke haft den Betydning som nu; da havde han ikke staaet som Repræsentant for et System; da havde han ikke været den Stamme, om hvilken nye Statsraader skulde stille sig.


Til Slutning endnu nogle personlige Bemærkninger. Jeg har undertegnet disse Artikler med mit Navn, fordi det altid har været mit Princip, at den, der angriber en navngiven Mand, selv bør være sit Navn bekjendt, og i nærværende Tilfælde havde jeg hertil saa meget større Opfordring, som jeg nylig selv havde lidt en Forurettelse af Statsraad Birch-Reichenwald og offentlig paatalt samme, hvisaarsag en anonym Optræden ved denne Leilighed let kunde faaet Udseende af Underfundighed. Jeg maatte vistnok være belavet paa at Birchs Forsvarere nu vilde kaste sig over min Person, og sage at inhabilisere min Dom istedetfor at behandle Sagen; men det er min Anskuelse af den offentlige Diskussion, at Forsvareren ogsaa hertil bør have Adgang, ifald han maatte anse saadant tjenligt for sin Sag. Derimod ventede jeg rigtignok ikke, at man nu vilde sigte min Optræden mod Birch-Reichenwald som alene motiveret af Hævnlyst, fordi jeg efter hans Foranstaltning blev tilsidesat til Overretsreferent. Om man end kunde tiltro mig en slig Lumpenhed, burde man dog have anseet mig saa klog, at jeg under saadan Forudsætning vilde have iagttaget streng Anonymitet. Men min Mening om Birch-Reichenwald er ikke enten fra igaar eller fra idag. Jeg kan om fornødiges med mangfoldige Vidner, endog blandt Birchs nærmeste Omgangskreds, bevise, at jeg forlængesiden, til dels endog før Birch-Reichenwald blev Statsraad, har udtalt de selvsamme Anskuelser, som her. Men forskjellige Omstændigheder, hvilke idetmindste Birch-Reichenwald selv godt kjender, har gjort, at jeg længe har kviet mig for offentlig at optræde mod ham. Jeg har oftere, naar Samtalen er falden paa Birch-Reichenwald og jeg derunder er kommen til at udtale mig om et eller andet Punkt, i det væsentlige saaledes som ovenfor er skeet, modtaget Opfordringer til at behandle dette Stof i Pressen; men jeg har i altid vægret mig derfor, og selv nu er det kun modstræbende, jeg har besluttet mig dertil. Men efter at Birch-Reichenwald ved sin Opførsel imod mig selv har borttaget det Hensyn til ham personlig, som holdt mig tilbage, og efterat hin Forfatter i Nyhedsbladet er fremkommen med sin Panegyrik, der saa aabenbar var beregnet paa at give et skjævt Billede af Sammenhængen mellem Begivenheder, der i sin Detail ikke længer kunne formodes at staa klart i Almenhedens Erindring – da trode jeg ikke længer at kunne eller at burde undlade at udtale, hvad der altid har været og er min bestemteste Overbevisning. – Dette maa ogsaa tjene som Svar paa den i Nyhedsbladet for idag til mig rettede Provokation. Iøvrigt giver denne mere smudsige end grove Artikel ikke Anledning til noget Svar fra min Side; den behandler ikke Sagen med et eneste Ord, men opholder sig alene ved min Person, og indeholder desuden meget, der bevislig er skrevet mod Vedkommendes bedre Vidende.

Christiania, den 10de Februar 1861.

Fr. Brandt.