„“Det vet jeg ikke. Hun reiste med kveldstoget til utlandet.“
„Hvorfor gav De hende denne store sum?“
Sahle rettet sig op.
„Fordi hun interesserte mig!“
„Har De interesseret Dem for damer uten for Deres egteskap før? Vi ser gjerne, at De svarer os paa disse spørsmaal, hr. Sahle. Vi maa ha saa mange oplysninger, vi kan faa!“
„Deres sidste spørsmaal kan jeg ikke besvare, hr. forhørsdommer.“ Sahle saa meget stolt ut, da han bemerket dette.
„Godt! Det er heller ikke saa avgjørende.“ Aktor saa ved disse ord noget uenig ut, men sa dog intet. Derimot kastet han et skarpt blik henimot de tre medlemmer av opdagelsesavdelingen. En av dem, en ung mand med et litet, kortklippet hode, smilte umerkelig og trommet med fingrene paa skranken. Der var utvilsomt noget igjære blandt de kloke hoder.
„Var De gjenstånd for pengepresming av nogen art, hr. Sahle?“
„Aldeles ikke, hr. forhørsdommer. Jeg foræret hende godvillig — ja med glæde pengene — —“
„“Med glede? Var der da intet i Deres handlemaate, der forbitret Deres glæde?“
„“Dengang ikke. Som sagt — hun interesseret mig sterkt!“
Det var en underlig motsætning mellem Sahles kolde stemme og dette utsagn om sterk, erotisk interesse. Og forunderlig nok — hvad enten han merket det selv eller det kom naturlig — hans ansigt antok i næste øieblik det samme forpinte, om man vil litt forelskede uttryk, det hadde hat, da han første gang nævnte sin elskerindes navn.
Den lille ting blev ganske sikkert observeret blandt opdagelsesbetjentene — iallefald av den unge, snauklippede mand. Han fulgte i det heletat Sahles minespil med den dypeste opmerksomhet. Da sa pludselig Sahle noget aldeles uventet:
„Jeg vil gjøre retten opmerksom paa, at jeg blandt mine papirer hjemme har min skriftlige overdragelse av pengene, undertegnet av frøken Sotie Strøms kviiltering!“
Der gik en sterk bevægelse gjennem salen. Forhørsdommeren kvak til.
„Har De hendes kvittering, sa De?“ Det hadde aldrig hændt i byfoged Kruses retspraksis, at en bedrager hadde skaffet sig kvittering for anvendelsen av underslaatte penger. Det var næsten noget kornisk over denne meddelelse. Men forhørsdommeren behersket sig.
„Det var da høist uvanlig,“ sa han. „Og hensynsløst, forekommer det mig. Hvorfor forlangte De kvittering?“
„Fordi jeg er en ordnsmand,“ sa Sahle koldt. Nu smilte man overalt i salen. Visst var Sahle kjendt som en ordensmand, men det faldt jo noget pudsig i denne forbindelse.
„Og fordi — nu, fordi jeg ønsket at ha bevis for, hvad jeg hadde brugt pengene til — —“
„De ønsket at ha bevis? Hvortil skulde det hjælpe Dem, hr. Sahle?“
„Det skulde hjælpe mig til at bevise rigtigheten av min retsforklaring,“ sa Sahle, og saa nu meget ergerig ut. „Jeg handlet i et øiebliks lidenskap, men midt i denne følelse tænkte jeg mig muligheten av, at det hele blev opdaget.“
„Hvorledes kunde De i det heletat tænke Dem, at besvigningen ikke skulde bli opdaget?“
„Jeg hadde fra begyndelsen av tænkt at holde det gaaende med at utbetale min nevø hans tilgodehavende direkte av min egen gage. Samtidig haabet jeg ved gode forretninger efterhaanden at kunde indtjene den besvegne sum og sætte dem tilbake i banken.“
„Dette antar jeg ogsaa vilde ha lykkedes mig, hvis ikke — —“
Sahle brøt pludselig tvert av og førte haanden op til ansigtet. Der gik en skjælven gjennem hans krop.
„Hvis ikke, hr. Sahle — —“ Forhørsdommeren saa spændt paa ham. Her var han atter ved det sjælelige moment.
„Hvis ikke min samvittighet hadde pint mig næsten til vanvid, hr. forhørsdommer! Hvis ikke følelsen av at være forbryder hadde gjort mig til en nedbrudt mand de dage og nætter, der fulgte efterpaa. Jeg har aldrig gjort noget ukorrekt før. Det vet De selv, hr. dommer — det vet alle mine forretningsforbindelser. Forretningsmand har jeg været, men altid inden rettens grænse! Det har veret mit livs ære at vinde frem ved hjælp av ærlige evner.“
Hele salen pustet likesom op ved dette sterke og betonede utsagn. Det var likesom det, der skulde til forat taakerne skulde vike — som en velgjørende eksplosion av følelser hvirvlet Sahles heftighet al lummerhet væk. Det blinket formelig fornøiet til i forhørsdemmerens briller og han vendte sig helt mot aktor og samtalte med ham.
Men opdageren Hans Bleng, den unge, snauklippede mand ved tilhørerskranken, gjennemkrydsedes ved de samme ord av mange reflektioner.
Han kom blandt andet til at tænke paa
