For det første kom Fredrik Sahle styrtende med en fart, som var ganske uvanlig, naar man har 2—3 minutter igjen til togets avgang. Dertil var han saa nervøs og ræd i sine bevægelser, at han to gange mistet et kronestykke paa gulvet, da han skulde betale: Bleng, der stod bak ham, tok det op den anden gang og rakte ham det. Sahle sa ikke engang tak.
„Hallo,“ tænkte Bleng, „det vilde den pene dannede unge fyr ha gjort under alle andre omstendigheter end disse.
Men hvilke er nu disse omstændigheter?
― ― ― ― ―
Sahle kjøpte 2-klasses billet til Moss.
„Merkelig flothet hos en ung mand, hvis far er i fængsel for underslag,“ tænkte Bleng. „Det viser kanske, at ogsaa jeg har raad til det — —?“
Et minut efter, at Fredrik Sahle hadde sat sig inderst inde i en tom 2-klasses kupe, gik deren op og Bleng satte sig ind.
„Jeg antar, at den unge mand nu gjerne vilde git en del penger for en avis at skjule sit ansigt med,“ tenkte Bleng. „For at fanden eller en anden mare rider ham, det er sikkert — —“
Og det var sikkert. Lyset, som ubarmhjertig faldt fra kupelampen, fremviste et ansigt, der bar alle tydelige tegn paa ærgrelse, forvirring og — angst. Den unge Sahle hadde fine træk, men de var aldeles dødbleke. D. v. s. — ikke helt, for de var her og der flammet, som om han nylig hadde græt sterkt — øinene var ogsaa røde og saare, la Bleng merke til.
„Det er mig, du er ærgerlig over,“ tænkte Bleng. „Men ræd var du, for du saa mig, gutten min. Hvorfor er du ræd?”
― ― ― ― ―
Da toget var gaat en 5 minutters tid, tok Sahle sin bløte hat av, la den over sit ansigt og lænet sig tilbake, som om han vil de sove. Den jevne togdilt hadde øiensynlig beroliget ham noget. Der kom noget næsten fredeligt over ham.
„Forunderlig,“ tænkte Bleng, „han maa frygte nogen eller noget derinde i byen. Dette er langt mere end bedrøvelse. Jeg beklager, at jeg maa gjøre ham endnu ræddere — —“
Og som han tænkte det, gjorde han det. Han reiste sig, halte sig i stropperne hen til den ende av kupéen, hvor Sahle sat, og rørte forsigtig med pekefingeren ved hans arm.
Virkningen var merkelig. Bleng hadde ventet, at Sahle skulde ha faret op. Men det hændte ikke. Det hændte bare det lille, at hatten gled et stykke ned, og der var intet andet at merke paa den sittende, end et øie, der likesom overtrak sig med en mat hinde. Men øiet var rettet mot Bleng. Og nogen rædsel i verden kunde ikke ha et tydeligere uttryk end dette øie.
Det hele var fuldstændig som en indre lammelse. Den forplantet sig formelig til Bleng — han hadde lyst til at ruské den unge mand i armen og be ham om idet mindste at gi et livstegn fra sig. Han blev urolig og angst selv.
Da tok Sahle sig sammen, kunde han se. Hatten gled helt ned av ansigtet og faldt paa gulvet. Sahle spilet begge øinene vildt op, famlet foran sig med hænderne og satte sig opreist med et ryk.
„Hvad — hvad — vil De mig — — —“ sa han med tonløs stemme.
„Hvad ønsker De,“ rettet han det straks til.
