77
kaldt den høiere Almeendannelse. Uden en saadan bliver Videnskaben egentlig kun et Særsyn, en temmelig betydningsløs Luxus i et Folk, og forfalder selv let til abstruse og ufrugtbare Snurrepiberier. Den vil ogsaa her have en meget usikker og uregelmæssig Tilværelse, mere vise sig i enkelte stødviis opblussende Glimt, end i en sammenhængende, vedvarende Udvikling; den videnskabelige Stamme vil let døe ud, naar den staaer for isoleret, og det er da afhængigt af et uvist Tilfælde i Generationernes Løb, om en ny henbragt Kjerne vil kunne bryde gjennem den golde Jordbund. Med andre Ord: det er af den høiere Almeendannelses Alumner, at Videnskaben stedse skal recrutere sig. Heraf sees da, at disse stedse bør føres saa vidt, at Spranget ikke bliver for stort, og at en ny, altfor tornefuld Forberedelse ikke bliver nødvendig. Den høiere Almeendannelse, der saa at sige bør omfatte den bedste Kjerne af Folkets Ungdom, bør føre saavidt, at man allerede baade har faaet en Anskuelse af Videnskabens Natur og Betydning i Almindelighed og tillige besidder Betingelserne for i hvilkensomhelst Retning at begynde et selvstændigt videnskabeligt Studium. Med dette for Øie vil man endnu fra en ny Side finde bekræftet Nødvendigheden af, at den Skole, hvorfra denne videnskabelige Middelstand skal udgaae, og som da tillige er at betragte som en Planteskole for Videnskaben, fortrinsviis meddeler Kjendskab til de classiske Sprog; thi netop disse, hvis Uundværlighed for den egentlige Faglærdom er almindelig indrømmet, ville, naar de ikke paa Skolen ere tilegnede, senere danne en fast uoverstigelig Hindring for et høiere, videnskabeligt Studium. Uden denne Kundskab, vil den
