67
ansat sig, naturligviis væsentlig bestemt af den førstes Form. Saadant er, som sagt, det historiske Forhold, saaledes har Sprogvidenskaben i det Store factisk udviklet sig, og det befindes i Almindelighed raadeligt, at ogsaa den Enkeltes senere Studium i Regelen følger den af Historien anviste Vei og saaledes genetisk arbeider sig frem til Videnskabens nærværende Standpunkt. Men hiin historiske Udviklingsgang, ifølge hvilken de classiske Sprog danne Udgangspunktet for Sprogvidenskaben overhoved, er udentvivl heller ikke nogen Tilfældighed, men har videre sin Grund deels i hine Nationers hele verdenshistoriske Stilling, deels i Sprogenes hele Charakter. Vi have allerede antydet, at det først er hos de classiske Folk, at Sproget dukker frem i sin høie, menneskelige Betydning og bliver saa at sige en verdenshistorisk Magt. Dermed staaer det da i Forbindelse, at Sproget her ogsaa fremstaaer med en Klarhed og Fuldendthed i Formen, hvor saa at sige Sprogets almindelige Idee, det, hvad et Sprog overhoved er, træder frem med plastisk Anskuelighed. De classiske Sprog ere netop i den Forstand isandhed classiske, at de saa at sige give Idealbilleder af Sproget overhoved; Sprogets organiske Love aabenbare sig her i klar, fuldstændig Udvikling hvor enhver Stræben har naaet sit rette Maal og viser sig i rolig Fuldendthed, inden den nyere Tid med sin Opløsning og Inddragning har for en stor Deel udslettet den levende Sprogudviklings Spor. Ligesom den classiske Kunst danner Midtpunktet mellem Orientens dunkelt fremstræbende, snart stive, snart overvættes og ubestemte Former og den nyere Tids tendentiøse Retning, hvor den skjønne Form mere eller mindre underordnes under
