66
Kategorier, under tildeels Miskjendelse af det Eiendommelige ved den nyere Tids Sprogaand og isærdeleshed ved den germaniske Sprogstamme. Men herimod har da ogsaa i den senere Tid indfundet sig en ligesaa falsk Reaction, idet man, under et idelig gjentaget Skrig over det Tryk, den classiske Philologie udøvede over al anden Sprogopfattelse, over den latinske „Læst, hvorpaa alle uvedkommende Sprogphænomener skulde trækkes“, har forkyndt en atomistisk, fuldkommen revolutionær Opløsning af Sprogvidenskaben i ligesaamange uafhængige Videnskaber, som der er Sprog, hvilket netop vil fastholde det babyloniske Resultat, at „den Ene ikke forstaaer den Anden“, eller et fuldkommen uhistorisk og vilkaarligt Primat af f. Ex. vor Sprogstamme, der skal gjøres til etslags Normalsprog, hvorefter alle andre sproglige Kategorier skulle lægges tilrette. Men derimod maa man fastholde, at hiin classiske Iver, der betragtede Græsk og Latin paa en Maade som Midtpunkter i den sproglige Dannelse, trods Overdrivelsen og de mange falske Anvendelser i det Enkelte, dog hvilede paa et mere holdbart, historisk Grundlag og kun tiltrængte en lutret Opfatning for at naae det egentlige Sande ved Sagen. For det Første maa man nemlig bemerke, at Sprogstudiets virkelige historiske Gang stemmer overeens hermed. De classiske Sprog ere virkelig de første, man har begyndt egentlig at studere, og under dette Studium ere de grammatiske Begreber først blevne prægede og komne til Bevidsthed. Først fra dette Standpunkt af har man efterhaanden udvidet Studiet over andre ældre og nyere Sprog, og den classiske Sprogkundskab er saaledes bleven ligesom en Kjernekrystal, hvorom al videre Sprogbetragtning har
