60
kjendte eet Ord for Tanke og Tale (λόγος), og en flittig Læser f. Ex. af Platon vil ofte — og i Begyndelsen kanskee til sin Forbauselse — have bemerket, hvormeget Tanken hænger af det sproglige Udtryk, i den Grad, at man ved første Øiekast kan være tilbøielig til blot at søge Ordspil og Kjeldermænd, hvor kun den alvorligste Tankeudvikling var tilsigtet. Netop i den philosopherende Betragtning er dette vistnok en Ufuldkommenhed, og man maa i denne Henseende prise den nyere Tids Fremskridt, der har lært mere ligesom at frigjøre Tanken fra det sproglige Udtryk og forholdsviis nedsat dette til et ligegyldigt Middel, — et Resultat, hvortil vistnok mere sproglig Reflexion og især et mere udbredt Studium af fremmede Sprog har bidraget det Meste. Men i Kunstfremstillingen er hiin Tankens større umiddelbare Legemlighed igjen et utvivlsomt Fortrin, og idetmindste er den i den hele classiske Literatur et væsentligt og eiendommeligt Grundtræk. Man kan sige, at hvad Grækerne skreve, kunde saaledes kun siges paa Græsk; oversat paa et andet Sprog bliver det ogsaa noget i en langt væsentligere Grad Andet, end Tilfældet er ved Oversættelser fra et nyere Sprg til et andet. Hvo der derfor kun gjennem Oversættelser kjender den classiske Literatur, maa nødvendig deraf have faaet et skjevt Indtryk, kan ialfald neppe have faaet Følelsen for den eiendommelige, paa en vis Maade legemlige, sandselige Skjønhed, som Originalerne besidde. En Oversættelse af en Classiker vil i Almindelighed til en af to Sider forfeile sit Indtryk: enten er den moderniseret, og man merker da ikke den antike Duft, kan idethele ikke spore nogen væsentlig Forskjel mellem det classiske Verk og de mange-
