54
i hvilken de af Samtiden og den umiddelbare Fortid ere overleverede — ligesom paa kirkeligt Omraade vel Menighedens Masse for en stor Deel maa troe paa Præstens og de populære Skrivters Auctoritet samt paa sin egen umiddelbare Følelse og Forstand, uden at kunne gaae til de oprindeligste Kilder —: men netop den høiere, friere Dannelse maa kunne øse lige af Kilden. Det Samme gjælder med Hensyn til Nationernes indbyrdes Forhold. Ethvert Folk, der vil staae paa Dannelsens Høide, der vil være aandelig selvstændigt og ikke afhængigt af tydsk, fransk eller engelsk Videnskabelighed, maa heller ikke udelukkende forskrive sin Dannelse eller Lærdom fra disse Folk eller blot see gjennem deres Briller, men selv sætte sig i Forbindelse med de samme Kilder, hvoraf hine have øst og fremdeles øse. Vi ville jo ikke, at vor Literatur blot skal være en Aflægger af de nævnte; men dette vil dog nødvendig tilsidst blive Følgen, hvis den Almeendannelse, som Folket anerkjender for den høieste, for en væsentlig Deel skal grundlægges paa Studiet af disse samtidige Literaturer. Vil man ikke for at undgaae denne Afhængighed gribe til det fortvivlede Middel, som enkelte Ivrere forkynde, nemlig at stænge sig inde i sin egen Nationalitet og skye al Berørelse af det Fremmede, staaer kun tilbage at stille sig paa lige Fod med sine cultiverede Naboer og forfølge Menneskehedens Cultur-Udvikling lige til dens for Alle fælleds Udspring. Idet vi bygge paa vor almeenmenneskelige Uddannelse, ville vi vel ikke forsmaae Haandrækning af vore til det samme Maal arbeidende Naboer; men vi ville vel iagttage at lægge Grunden ligesaa dybt som de, for at
