53
ofte kunne collidere, dog idethele beroe paa den samme Grundstemning, den samme almindelige Trang hos Menneskeheden, Trangen nemlig til at frigjøre sig fra den nærmeste Forgangenheds snevre Skranker og den løbende Tids stedse tiltagende Formidlings-Ballast og at sætte sig i umiddelbart Forhold til Idealet i dets isandhed classiske, engang for alle gyldige Aabenbarelse. Men Saameget vil man af det Sagte allerede kunne ane, at naar man i vor Tid synes at spore hist og her nogen Uvilje mod de classiske Studier, især naar der tillige ytres, at vi have indsuget Nok af de Gamle, og at vi nu kunne holde os blot til de i Nutidens eller den umiddelbare Fortids Cultur opbevarede Resultater deraf, da er denne Tanke, saalidet det end ofte anes af dem, der bekjende den, i sin inderste Grund egte katholsk, og staaer i en betydningsfuld Forbindelse med den Reaction fra den katholske Verden, som man nutildags i flere Retninger kan spore, og som vel i det Enkelte kan volde adskillig Forvirring og Tilbageskridt, men som dog nok idethele ikke skal mægte at standse Verdens Fremskridt paa Aandsfrihedens og den humane Culturs Bane.
Med det Foregaaende er det nu — for endnu udtrykkelig at gjentage dette — ingenlunde Meningen, at Studiet af nyere Sprog og Literaturer skal udelukkes af den liberale Almeendannelse; vi have meget mere erkjendt, at denne netop forudsætter en levende Vexelvirkning mellem Samtidens cultiverede Nationer og en gjensidig Udvexling af Ideer ikke mindre end af physiske Producter, og vi maae fremdeles indrømme, at en Fleerhed af Tidens Børn maa lade sig nøie selv med de fra Oldtiden nedarvede Cultur-Momenter i den Form,
