52
det er ikke saa overmaade gammelt, egentlig ikke stort ældre end det frie Studium af Bibelen, hvormed det stedse har gaaet Haand i Haand, ikke ældre end de sidste Aarhundreders frie og skjønne Cultur, der fra begge Dele har hentet sin fornemste Næring. Ligesom saaledes de have aldeles Uret, der ville indbilde sig og Andre, at de classiske Studier kun ere en Levning fra den katholske Middelalder, hvilken meget mere i humanistisk saavelsom i kirkelig Retning, istedetfor at øse af Kilden, lod sig nøie med en forvansket Tradition: saaledes kan man give dem, der gjerne ville agte paa „Tidens Tegn“ og see, hvorhen dens Retning gaaer, og som maaskee ville mene, at hine Studier ere i Forfald og „tabe Terrain“, den Forsikring, at dette ingenlunde er saa, men at Studiet fremdeles er i Opblomstren, og at den classiske Oldtid stedse klarere og fuldstændigere lægger sin Skjønhed og sin sande Betydning for Dagen. Som allerede før bemerket, er den classiske Dannelse nøie sammenvoxen med Protestantismen og synes med denne bestemt til uendelig Fremgang, en Fremgang, der, paa det humanistiske saavelsom paa det religiøse Omraade, hænger sammen med en stedse fuldkomnere Tilegnelse af den normale Fortid og dennes egte Monumenter, i Modsætning til Katholicismen, som væsentlig indskrænker sig til den fortlevende Overlevering og den nærmeste, afledede Auctoritet, og derfor seer med skjeve Øine til Studiet saavel af Christendommens som af den humanistiske Dannelses Kildeskrivter. Det vilde føre os for langt ud, her videre at gjennemføre denne Parallel eller yderligere at vise, hvorledes Protestantismen og Humanismen, skjønt paa forskjellige Feldter, og skjønt de endog i det Enkelte
