45
bearbeidet af de Nyere, at vi i disse have fuldkommen Nok, og ikke længer have Noget at hente hos de Gamle selv. Men denne Anskuelsesmaade overseer flere meget væsentlige Momenter. Sæt, at det end var sandt, at den hele classiske Literatur med Alt, hvad deri er væsentligt og gyldigt baade i Indhold og Form, var paa en Maade indforlivet i de moderne, saa er det jo den grundige Dannelse ikke blot om Resultatet at gjøre; den skal jo netop forstaae dette og saaledes kunne gjøre sig Rede for dets Tilblivelse; det Sammenvoxne eller Sammensmeltede maa den stedse kunne føre tilbage til dets Elementer; i ethvert Fald bekræfter det sig saaledes ogsaa her, at vi for grundigt at forstaae vor Tid, maae kunne gaae tilbage til den gamle, som deri udgjør en saa væsentlig Bestanddeel. Lader os igjen tænke paa Sprogene. Det Franske har f. Ex. optaget en stor Mængde latinske Elementer; det er, om man vil, et Slags moderniseret Latin. Men netop for tilgavns at forstaae det, nemlig Sproget (ikke blot hvad der siges paa Fransk), er det jo erkjendt for nødvendigt at see det i dets Udspring af Latinen. Det samme gjælder overhoved om alle de aandige Elementer, som de Nyere have optaget af de Gamle, og som den dannede Bevidsthed igjen maa vide at henføre til deres Kilde. Men selv uden Hensyn til denne analytiske Erkjendelse, der er et saa væsentligt Moment i den nyere Dannelse, selv om vi blot tænke paa det æsthetiske Indtryk af Literaturens Frembringelser, saa er der naturligviis en himmelvid Forskjel mellem det Afledede og det Oprindelige. Selv om man kunde indrømme, at de Gamle ere blevne saaledes udnyttede, at der ikke længer er nogen væsentlig Idee
